Kropssprog

Mange har svært ved at acceptere, at mennesket stadig i biologisk forstand er et dyr. Vi er en primatart – homo sapiens – en hårløs abe, der har lært at gå på to ben, og som har en kvik, avanceret hjerne. Men ligesom enhver anden art er vi stadig underlagt biologiske regler, der styrer vores handlinger, reaktioner, kropssprog og gestik.

Fem almindelige former for smil

Paul Ekmans forskning har vist, at de fleste, navnlig mænd, smiler mindre, end de sædvanligvis gør, hvis de med overlæg lyver. Ekman mener, at det skyldes, at løgnere ved, at de fleste mennesker forbinder smil med løgn, og at de derfor bevidst skruer ned for smilevirksomheden. En løgners smil fremkommer hurtigere end et ægte smil og bliver holdt meget længere, næsten som om løgneren er iført en maske.
Et falsk smil træder ofte stærkere frem i den ene side af ansigtet end i den anden, fordi begge side af hjernen forsøger at få det til at virke ægte. Den halvdel af hjernens cortex, der har ansigtsudtryk som speciale, befinder sig i højre hjernehemisfære og sender primært signaler til venstre side af kroppen. Derfor viser falske følelser, som kommer til udtryk i ansigtet, sig mere udtalt i venstre side af ansigtet end i højre. I et ægte smil giver begge hjernehalvdele begge sider af ansigtet ordre til at opføre sig symmetrisk.

Vi græder ved fødslen, begynder at smile, når vi er fem uger gamle, og latteren bryder frem mellem fjerde og femte levemåned. Spædbørn lærer hurtigt, at gråd fanger vores opmærksomhed – og at smil får os til at blive. Nyere forskning i vores nærmeste primatslægtninge, chimpanserne, har vist, at smilet tjener et endnu dybere og mere primitivt formål.
For at vise, at de er aggressive, blotter menneskeaber hjørnetænderne i undermunden og advarer dermed om, at de kan bide. Vi mennesker gør præcis det samme, når vi bliver aggressive, idet vi sænker eller skyder underlæben frem, fordi dens primære funktion er at skjule tænderne i undermunden. Chimpanser har to former for smil: Det ene er et formildelsesansigt, som findes hos en chimpanse, der viser underkastelse over for en dominerende artsfælle. I dette chimpansesmil, der kendes som et „frygtansigt“ – åbner underlæben sig, så tænderne blottes, og mundvigene er trukket bagud og nedad, og det ligner det menneskelige smil.

Et „frygtansigt“ hos en primat (t.v.) og et „legeansigt“ hos en primat (t.h)
Det andet er et „legeansigt“, hvor tænderne er blottede, mundvigene trukket opad og øjnene knebet sammen, og hvor der frembringes vokallyde, der har lighed med menneskelig latter

Der er flere svedkirtler i håndfladerne end nogen andre steder på kroppen, og det er grunden til, at svedige håndflader bliver så åbenlyse.

I 2001 foretog William Chaplin på University of Alabama en håndtryksundersøgelse og fandt frem til, at udadvendte typer anvender faste håndtryk, mens generte, neurotiske personligheder ikke gør. Chaplin fandt også frem til, at kvinder, som er åbne over for nye ideer, betjente sig af faste håndtryk. Mænd anvendte de samme håndtryk, uanset om de var åbne over for nye ideer eller ej. Så det giver god mening rent forretningsmæssigt for kvinder at opøve et fastere håndtryk, især over for mænd.

Når et par promenerer hånd i hånd, går den dominerende partner, ofte manden, en smule foran med hånden øverst, sådan at hans håndflade vender bagud, mens hendes vender fremad. Denne enkle lille detalje afslører øjeblikkelig for en iagttager, hvem der har lændeklædet på i familien

Når håndfladen bliver vendt nedad, udstråler du umiddelbar autoritet. Den, der bliver bedt om at flytte genstanden, vil få fornemmelsen af, at du har givet ham en ordre, og vil måske begynde at føle sig fjendtligt stemt mod dig, alt afhængigt af dit forhold til ham, eller hvilken position du indtager i forhold til ham i et arbejdsmiljø

Der findes tre hovedformer for kommandogestus, der inddrager håndfladen: den opadvendte håndflade, den nedadvendte håndflade og den lukkede hånd med pegende finger. Forskellene på de tre håndstillinger vises i følgende eksempel: Lad os sige, at du beder nogen om at samle noget op og bære det et andet sted hen. Vi går ud fra, at du bruger samme tonefald, samme ordvalg og minespil i alle eksemplerne og kun ændrer på måden, du holder hænderne på.
Den opadvendte håndflade benyttes som en underdanig, ikketruende gestus, der minder om den bedende hånd hos en tigger på gaden, og viser set fra et evolutionært perspektiv, at den pågældende person ikke bærer våben. Den, der bliver bedt om at flytte genstanden, vil ikke føle, at vedkommende bliver presset til det, og vil sandsynligvis heller ikke føle sig truet af din anmodning. Hvis du gerne vil have nogen til at sige noget, kan du bruge den opadvendte håndflade som en „værsgo-gestus“ for at lade samtalepartneren vide, at du venter på, at vedkommende skal tage ordet, og at du er parat til at lytte

For eksempel bliver åbne håndflader forbundet med ærlighed; men når en uærlig person viser håndfladerne frem og smiler til dig, mens han lyver, afslører hans mikrogestus ham. Pupillerne kan trække sig sammen, et øjenbryn kan løfte sig, eller der kan opstå en trækning i mundvigen, og de signaler modsiger de åbne håndflader og det oprigtige smil