Vi græder ved fødslen, begynder at smile, når vi er fem uger gamle, og latteren bryder frem mellem fjerde og femte levemåned. Spædbørn lærer hurtigt, at gråd fanger vores opmærksomhed – og at smil får os til at blive. Nyere forskning i vores nærmeste primatslægtninge, chimpanserne, har vist, at smilet tjener et endnu dybere og mere primitivt formål.
For at vise, at de er aggressive, blotter menneskeaber hjørnetænderne i undermunden og advarer dermed om, at de kan bide. Vi mennesker gør præcis det samme, når vi bliver aggressive, idet vi sænker eller skyder underlæben frem, fordi dens primære funktion er at skjule tænderne i undermunden. Chimpanser har to former for smil: Det ene er et formildelsesansigt, som findes hos en chimpanse, der viser underkastelse over for en dominerende artsfælle. I dette chimpansesmil, der kendes som et „frygtansigt“ – åbner underlæben sig, så tænderne blottes, og mundvigene er trukket bagud og nedad, og det ligner det menneskelige smil.
Et „frygtansigt“ hos en primat (t.v.) og et „legeansigt“ hos en primat (t.h)
Det andet er et „legeansigt“, hvor tænderne er blottede, mundvigene trukket opad og øjnene knebet sammen, og hvor der frembringes vokallyde, der har lighed med menneskelig latter