Det var den blide, lettere paniske måde, han sagde de ord på, som fortalte mig, at min far var et såret menneske, at hans kærlighed til mig var lige så ægte, enorm og uforanderlig som himlen, og at den altid ville tynge mig ned. Det var den form for kærlighed, der før eller siden presser én op i en krog, så man bliver tvunget til at vælge: Enten kæmper man sig fri, eller også bliver man der og står det igennem, selv om dens mægtige kraft klemmer én sammen til noget, der er mindre end én selv.