dage og uger vrider man sin hjerne uden resultat, og hvis nogen fandt på at spørge, ville man kunne sige, at man blev ved med at skrive af ren vane, af trang til selvhævdelse, fordi man ikke havde evner til andet eller af ægte undren over livet, af kærlighed til sandheden, af fortvivlelse eller forfærdelse, med samme ret som at grunden var den, at skriveriet gjorde én klogere eller mere vanvittig. Måske taber vi alle vores virkelighedsfornemmelse i samme grad, som vi bygger videre på vort eget arbejde, og måske er det grunden til, at vi forveksler vore mentale konstruktioners øgede kompleksitet med et fremskridt i erkendelse, samtidig med at vi dog allerede fornemmer, at det er de ting, der ikke kan måles og vejes, der bestemmer vor bane gennem livet.