Ondskaben

hvæsede selvfølgelige fornærmelser af sig om fej

Det er, som hvis du tænker dig, at man vil piske en bundet hund. Det kan man naturligvis gøre, så længe hunden er bundet, men hvad sker der, hvis den slider sig løs? Forstår du, hvad jeg mener, vold sidder i hovedet på folk og ikke så meget i de knyttede næver, som du tror. Og hvis du vil vide, hvad jeg tror, så tror jeg ikke, at jeg behøver at slå en eneste fyr mere, så længe jeg er her. Det, jeg forsøger at forklare, er altså, at man kan bruge vold til at undgå vold. Det er måske oven i købet den eneste måde af og til.

skarphed i stemmen, tre tænder, en læbe som jeg ikke kunne gøre andet ved end bedøve, og så en næse

blev ganske stille blandt alle tilskuerne. Ville det gå? Formodentlig.

– Jer fra 4

at minde os om. Gustav II Adolf havde fra en tilsyneladende underlegen stilling besejret russerne

United we stand – divided we fall, som der står i Amerikas våben.

hvordan kan det være, at jeg er fuldkommen rolig, selv om jeg må have ventet et helt liv på dette øjeblik. Adrenalinet må være blevet pumpet rundt i hele min krop, men hjertet slår ikke så kraftigt som ellers, jeg er ikke så nervøs, som jeg burde være. Underligt nok er jeg slet ikke nervøs, og alligevel er der nu mindre end ti sekunder, til hans blod er stænket ud over hele gulvet og tapetet (det gælder om ikke at glide i blodet senere), og han famler med de der lange arme foran sig uden at kunne se. Jeg er fuldkommen rolig. Men nu må det da vel være sidste gang? Så aldrig mere. Efter det her er det slut, så aldrig mere.

å, Silver­hielm, tænk på, hvordan lortet løb ned i munden på dig, det lort som jeg så omhyggeligt havde rørt om i jeres pis ... ned i munden ... hvordan du hostede, og det sad fast i halsen ... hvordan du forsøgte at skylle munden og børstede tænder atter og atter, selv om smagen af lort ligesom ikke ville forsvinde ...

sikker på, at du stadig husker, hvordan det smager, hvis du tænker dig om.
Silver­hielm sank ned med ansigtet nærmere jorden. Der løb pludselig spyt ud af munden på ham, og han bøjede sig frem. Han var tydeligt nok ved at kaste op.
– N

Hundene taber sporet allerede på den store hovedvej, al biltrafikken, du ved. Og jeg bærer dig væk herfra senere, ret langt. Så selv om de kom hertil, så ville dit spor holde op her. Og selv om de fandt dig, tror du så ikke, jeg ville have nået at vaske alt blodet af og smide det tøj væk, som jeg har på nu? Så er der ingen beviser, ser du. Præcis som da jeg løb omkring med huen med de tre huller i eller hældte det der lort over dig. Jeg stod længe og så på dig, inden jeg gjorde det, forresten. Du sov med åben mund, du lå på ryggen. Det var derfor, du fik så meget ind i munden. Godt, ikke? Jeg er