Sig av når du bliver ramt

Børn lærer, at afmagt er tabu, hvis de har forældre, der ikke er vidende om, hvad de kan forvente sig af børn på de forskellige alderstrin, så de forventer, at barnet skal vide noget, det ikke har forudsætninger for at vide. De skælder det ud og nedgør det, når det gør eller siger noget, der får forældrene til at føle sig ramt i deres egen afmagt. De ved måske ikke, hvordan de skal forholde sig, hvis barnet siger, at det hader dem, fordi de ikke vil opfylde et behov, barnet har i nuet. Hvis forældrene selv har lært, at det var negativt at udtrykke deres behov, opfatter de også deres eget barn som negativt

Hvis man ønsker fred med sig selv, må man se sandheden om sig selv i øjnene, ligegyldigt hvor slem den er. Vejen til at få fred med sig selv går gennem at opleve sig selv og få øje på, hvordan man ser sig selv. Navnlig er det vigtigt at få øje på det indre had, som gør én værre, end man er. Mange mennesker har i deres forsøg på at åbne øjnene for sandheden kun fået øjnene op for andres had mod dem – mens de samtidigt overser, hvor smertefuldt det har været for dem at tilsidesætte deres egne behov og følelser for at få deres nære til at acceptere dem. Det er så smertefuldt, at de fleste bruger hele deres liv på at undgå at mærke, hvor uelskede de har følt sig, og hvor lidt de elsker sig selv.

bliver måske bekymrede for, hvordan barnet skal klare sig, „når det kun er interesseret i sig selv“. De føler sig afmægtige, fordi de ikke kender løsningen på problemet. Hvis man ikke har lært, at det er i orden at føle afmagt og derefter forsøge at finde løsninger på problemet, oplever man, at det er ens børn, der er forkerte. De må skældes ud og straffes, så de kan lære den rigtige adfærd. Forældre tænker sådan, fordi de selv som børn er blevet straffet, når de udtrykte bestemte følelser eller handlede på en måde, deres forældre ikke brød sig om. Man straffer, nedgør og skælder ud, når man føler sig afmægtig og ikke er i stand til at udtrykke afmægtigheden, fordi man har lært, at det er forbudt.

kan øve os på at lægge mærke til, hvilke problemer vi forsøger at give andre mennesker eller samfundet skylden for. Det er den måde, vi forsøger at befri os for vores skyldfølelse – følelsen af afmagt – at have gjort noget forkert, som vi ikke helt ved, hvad er, eller at føle os forkerte, fordi det, vi selv var interesseret i at opnå eller formidle, ikke lykkedes – tværtimod skabte det ballade. Hvis vi ikke er i stand til at rumme og reagere i overensstemmelse med de følelser og reaktioner, der opstår inde i os, når vi føler os ramt, men i stedet for (ofte ubevidst) lukker vores reaktioner og følelser inde, kræver de at få afløb på anden vis.

Vi får skyldfølelse, når vi mærker vores behov.

Den mistænksomhed, vi udviser over for hinanden, er en ydre genspejling af en dybt forankret tvivl om sandheden. Vi må have oplevet en salighedstilstand, som vi på et eller andet tidspunkt har mistet evnen til at opleve – ikke, fordi det skyldtes skam eller frygt, men glæde. Glæden blev kasseret som upassende.

Det er skræmmende at iagttage, at når man er kommet i den alder, hvor livet er kort – når man har skaffet sig midler til at være sin egen herre – er man blevet sin egen slave, slave af sin egen skyldfølelse.

Det medfører, at vi flygter fra dem i stedet for at udtrykke dem og gå efter at få dem opfyldt. Vi må spørge os selv, hvor tidligt vi flygtede? På hvilket tidspunkt løb vi panden mod en mur så mange gange, at vi fik buler af skyldfølelse og følte os tvunget til at finde vores eget lille rum, hvor ingen kunne ramme os

Da de feste af os på grund af afmagt har opgivet at være autentiske, dvs. I enhver situation at give ærligt udtryk for os selv, må vi acceptere følelsen af skyld som et element i livet.

Vi har måske en vag fornemmelse af et sted inde i os selv, som er et naturligt centrum – barnets skyldfri egoisme erindret som voksen. Det er vores egen skyld, at den tilstand er gået tabt. Den afmagt, det skaber, er vores skyld. Den hjernevask, vi har været udsat for, hvor vi gentagne gange har fået at vide, at det er grimt at tænke på vores egne behov, betyder, at vi får skyldfølelse, når vi mærker vores behov.

Eller hvis der er meget had mellem forældrene, så vil barnet få et meget ambivalent forhold til begge forældre og dermed til sig selv i det øjeblik, det identificerer sig med en eller begge forældre

Nogle opgaver kan dog være så vanskelige at løse, at man senere som voksen får store problemer, når man skal skabe sin egen familie: Hvis man eksempelvis har fået til opgave at virkeliggøre forældrenes fornægtede behov, drømme og ambitioner, er der stor risiko for, at man lever forældrenes ulevede liv i stedet for sit eget – at man ikke er i stand til at mærke sine egne behov og drømme.

Disse spil opbygger vi som børn for at få vores forældres kærlighed og accept.

De fleste børn får opgaver af deres forældre, som er ubevidste både for dem selv og forældrene, eksempelvis at de ikke må være ulykkelige og have problemer. Opgaver, som forældrene ikke selv har været i stand til at løse.