er var engang en lille pige. I begyndelsen svømmede hun rundt i sin mors mave og troede, at hun var en glad lille fisk, der kunne vrikke med halen.
Da hun blev født, var hun i mellemtiden blevet til et menneskebarn.
Hun var så lille, at hun ikke vidste det mindste om hverken sig selv eller verden. Hun kunne absolut ingenting selv. Hun var fuldstændig afhængig af sin mor.
Hun blev født tidlig en søndag morgen i maj, mens solen skinnede ind i et lyst værelse med skrå vægge.
Hendes mor var ganske ung, og hun var sin egen jordemor. Hun var så stor og tyk, at ingen havde lagt mærke til, at hun skulle have en lille.
Nogen far var der ikke tale om, han var ikke engang en skygge eller en tilfældig bemærkning på et givet tidspunkt.
Han eksisterede ikke.
Moren var glad for sit lille barn, ingen tvivl om det, når det ikke kunne være anderledes.
– Du skal hedde Ingrid, sagde hun, for det var det første navn, hun kom i tanke om.
Hun gav hende bryst, nynnede ved vuggen, og bagefter var der pudder og tør ble. Men den lille melodi hun nynnede var blandet med både vemod og hjertesuk.
Hun gik pustende til og fra, og selv om hun modstræbende tvang sig selv til at se lyst på tingene, så var der store problemer. Det var besværligt for hende med sådan et lille barn. Det var umuligt at tage hende med ned på værkstedet, det kunne man ikke byde så lille en baby. Alle disse høje stemmer. Larmen fra folk der stod og savede i brædder og slog søm i.
Hvad skulle hun stille op?
Lade et spædbarn være alene en hel dag kunne hun heller ikke, og når man boede ude på landet, på en afsides gård i et ensomt landskab, så var der ikke lige en flink nabo, som kunne tage sig af stumpen.
Hendes barn skulle ikke være et institutionsbarn og vokse op i trange larmende stuer, hvor børnene var klumpet sammen. Og dagplejemødre havde alt for travlt med at drikke kaffe og ryge cigaretter.
Noget må jeg gøre, tænkte hun.
Derfor endte det med, at hun meldte sig syg, så hun kunne passe Ingrid, selv om hun ikke var meget for at pjække på den måde. Hun ville så grumme nødigt lyve.
Hun fortalte en brøsig og mistænksom værkstedsleder, at hun havde høj feber. Men den gik ikke i længden, så enten kom hun på arbejde, eller også kom de og kontrollerede, om hun nu virkelig også var syg.
Der sad hun med et lille barn på armen. Hvis hun ville have noget at leve af og være i stand til at betale sin tv-licens, så blev hun nødt til at arbejde. Ja, hun var tvunget til det. Det sagde samfundet.
Hun havde lille Ingrid på armen, da hun var ude og fodre hønsene. Hønsene skulle også passes. Sådan var der tusind ting. Hun kunne ingenting, uden at den lille var med, og da hun kom til at tænke på, at hun havde ansvaret for hende de næste atten år, brød hun grædende sammen.
Men så fik hun en ide.
Hønsene.
Hun havde hørt, at børn havde godt af at vokse op sammen med dyr. Var det egentlig ikke på sin plads, at de dovne høns gjorde noget for føden?
Hun havde altid boet et sted med høns, lige fra dengang hun selv var en lille pige og voksede op på en bondegård. Høns skulle der til, syntes hun, så kunne man altid få friske æg.
Skulle voksne høns ikke kunne passe en lille pige?
Selvfølgelig kunne de det, når de på forsvarlig vis kunne opfostre kyllinger. Der var ingen væsentlig forskel på unger i naturen, de skulle blot have mad og kærlig pleje.
Det var også ordent