2
De hjælpende hænder fortsatte med at famle omkring ham, indtil Thomas stod op og fik børstet støvet af sin skjorte og sine bukser. Han var stadig blændet af lyset og usikker på benene. Han var optændt af nysgerrighed, men følte sig for dårlig til at se nærmere på sine omgivelser. Hans nye kammerater sagde ikke noget, da han kiggede hele vejen rundt og forsøgte at overskue det hele.
Mens han drejede langsomt rundt i en cirkel, stirrede og fniste drengene, og nogle rakte ud og prikkede til ham. Der måtte være mindst halvtreds; deres tøj var fedtet og svedigt, som havde de været på hårdt arbejde. Alle kropsbygninger og størrelser og racer var repræsenteret, og deres hår var af varierende længde. Thomas blev pludselig svimmel, hans øjne flakkede rundt mellem drengene og det besynderlige sted, han befandt sig.
De stod på en stor gårdsplads, flere gange større end en fodboldbane, omgivet af fire enorme mure af grå sten dækket med klynger af tæt vedbend. Væggene måtte være omkring hundrede meter høje og dannede en perfekt kvadrat omkring dem. Præcist ned gennem midten af hver væg var en åbning så høj som væggene selv. Så vidt Thomas kunne se, førte de ud til passager og lange gange.
»Se lige den bønnespire,« sagde en skrattende stemme. Thomas kunne ikke se, hvem den tilhørte. »Han vrider sin shucking nakke af led for at tjekke sin nye hybel ud.« Flere af drengene lo.
»Hold kæft, Gally,« svarede en dybere stemme.
Thomas rettede sin opmærksomhed tilbage mod de mange fremmede omkring sig. Han vidste, at han virkede desorienteret – han havde det, som om han var blevet bedøvet. En høj fyr med lyst hår og markeret kæbe snusede til ham, blottet for følelser. En lavstammet, buttet dreng trippede på stedet og så op på Thomas med store øjne. En tætbygget, muskuløs asiatisk dreng studerede Thomas med stramme skjorteærmer rullet op som for at vise sine armmuskler frem. En mørklødet dreng rynkede panden – det var ham, der havde budt ham velkommen. Utallige andre stirrede.
»Hvor er jeg?« spurgte Thomas, overrasket over at høre sin stemme for første gang i det, der kunne reddes af hans hukommelse. Den lød ikke helt rigtig – højere, end han havde forestillet sig.
»Ikke noget godt sted.« Det kom fra den mørklødede dreng. »Fred på, stille og roligt.«
»Hvilken Vogter får han?« råbte nogen bagerst i flokken.
»Det har jeg jo sagt, shuckfjæs,« svarede en skinger stemme. »Han er en klunk, så han ender som slamrakker – ingen tvivl om det.« Knægten fniste, som havde han lige sagt det sjoveste nogensinde.
Thomas følte igen den smertende forvirring over at høre så mange ord og sætninger, der ikke gav mening. Shank. Shuck. Vogter. Slamrakker.Drengene sagde dem så naturligt, at det virkede underligt, at han ikke forstod dem. Det var, som om hans hukommelsestab havde stjålet en luns af hans sprog. Det var desorienterende.
Forskellige følelser kæmpede om overmagten i hans sind og hjerte. Forvirring. Nysgerrighed. Panik. Frygt. Men gennem det hele løb en mørk fornemmelse af dyb håbløshed, som var hans verden gået under, slettet fra hans hukommelse og erstattet med noget forfærdeligt. Han havde lyst til at flygte og gemme sig.
Den skrattende dreng var ved at sige noget. »... ikke engang kan klare den smule. Jeg tør vædde min lever på det.« Thomas kunne stadig ikke se hans ansigt.
»Jeg sagde, klap i!« råbte den mørke dreng. »Hvis I bliver ved med at kæfte op, skærer jeg næste pause ned til det halve!«
Det måtte være deres leder, indså Thomas. Han hadede, hvordan alle gloede på ham, så han koncentrerede sig om at studere det sted, drengen havde kaldt for Lysningen.
Gårdspladsens underlag så ud, som om det var lavet af enorme stenblokke, mange af dem revnede og fyldt med græstotter og ukrudt. En mærkelig, faldefærdig træbygning i et af kvadratets hjørner stod i skarp kontrast til de grå sten. Et par træer omgav den, og deres rødder mindede om krogede fingre, der gravede sig ned i klippegulvet for at søge føde. I et andet hjørne af komplekset var der haver – herfra kunne Thomas se majs, tomatplanter og frugttræer.
På den anden side af gårdspladsen var der indhegninger med får og grise og køer. En stor lund fyldte det sidste hjørne; de nærmeste træer så forkrøblede og visne ud. Himlen ovenover var skyfri og blå, men Thomas kunne ikke finde solen, på trods af det klare dagslys. De snigende skygger på væggene røbede hverken tid eller kompasretning. Det kunne lige så godt være tidligt om morgenen som sent på eftermiddagen. Da han åndede dybt ind for at dulme sine nerver, blev han bombarderet med en blanding af lugte. Friskgravet muld, gødning, fyrretræ, noget råddent og noget sødt. På en eller anden måde vidste han, at det var lugte, der hørte til på en bondegård.
Thomas kiggede igen på dem, der havde taget ham til fange. Han følte sig kejtet, men ønskede desperat at stille spørgsmål. Fange, tænkte han. Hvorfordukkede det ord op i mit hoved?Han skannede deres ansigter, betragtede og vurderede de forskellige udtryk. En af drengenes øjne blussede af had og fik ham til at stoppe brat op. Han så så vred ud, at det ikke ville være kommet bag på Thomas, hvis drengen havde forsøgt at dolke ham. Han havde sort hår, og da de fik øjenkontakt, rystede drengen på hovedet, vendte sig om og gik hen til en træbænk ved siden af en fedtet jernstang. Et kulørt flag hang slapt ned fra stangen, men der var ingen vind til at afsløre dets mønster.
Thomas betragtede rystet drengens ryg, til han vendte sig om og tog plads. Thomas kiggede hurtigt væk.
Pludselig tog gruppens leder – han var måske sytten – et skridt fremad. Han var iført almindeligt tøj: sort T-shirt, jeans, tennissko, et digitalur. Tøjet kom bag på Thomas. Det virkede, som om alle burde være iført noget mere råt – som en fængselsuniform. Den mørklødede dreng havde kortklippet hår, og han var glatbarberet. Men bortset fra den permanente surmulen var der ikke noget skræmmende ved ham.
»Det er en lang historie, shank,« sagde drengen. »Du lærer det lidt efter lidt. Jeg giver dig en rundvisning i morgen. Indtil da ... forsøg ikke at ødelægge noget.« Han rakte en hånd frem. »Jeg hedder Alby.« Han ventede og ønskede tydeligvis at give hånd.
Thomas nægtede. Instinktet tog over, og uden at sige noget vendte han ryggen til Alby og gik hen til et træ i nærheden, hvor han satte sig ned med ryggen mod den ru bark. Panikken voksede i ham igen, næsten stærkere, end han kunne bære. Men han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at forsøge at acceptere situationen. Bare følg med strømmen, tænkte han. Du finder ikke ud af noget, hvis dugiver efter for frygten.
»Så fortæl,« kaldte Thomas og kæmpede for at holde sin stemme i ro. »Fortæl mig den lange historie.«
Alby skævede til sine nærmeste venner og rullede med øjnene. Thomas studerede flokken igen. Hans oprindelige skøn havde været tæt på – der var sandsynligvis mellem halvtreds og tres, lige fra drenge midt i teenageårene til unge voksne som Alby, der åbenbart var en af de ældste. I det øjeblik indså Thomas med et sæt, at han ikke havde nogen anelse om, hvor gammel han selv var. Han blegnede ved tanken – han var så fortabt, at han ikke engang kendte sin egen alder.
»Seriøst,« sagde han og opgav at spille tapper. »Hvor er jeg?«
Alby gik hen til ham og satte sig ned med korslagte ben. Flokken af drenge fulgte efter og stimlede sammen bag ham. Her og der dukkede hoveder op, og de yngste strakte sig til forskellige sider for bedre at kunne se.
»Hvis du ikke var bange,« sagde Alby, »var du ikke et menneske. Havde du opført dig anderledes, ville jeg smide dig i Afgrunden, for det ville betyde, at du var en psykopat.«
»Afgrunden?« spurgte Thomas, der mærkede blodet løbe fra ansigtet.
»Shuck,« sagde Alby og gned øjne. »Der er ikke nogen let måde at indlede de her samtaler på, forstår du? Vi dræber ikke shanks som dig, det lover jeg. Bare prøv og undgå at blive dræbt – bare overlev.«
Thomas indså, at hans ansigt måtte være blevet endnu blegere ved de sidste ord.
»Helt ærligt ...« sagde Alby. Han redte hænderne gennem sit korte hår og sukkede dybt. »Jeg er ikke god til det her ... Du er den første bønnespire, siden Nick blev dræbt.«
Thomas gjorde store øjne, og en anden dreng kom hen og daskede spøgende til Alby. »Gem det til den skide rundvisning, Alby,« sagde han med en kraftig, fremmed dialekt. »Knægten får et forpulet hjerteanfald – det, han har hørt indtil nu, er jo ingenting.« Han bøjede sig ned og gav hånd til Thomas. »Jeg hedder Newt, og vi vil alle sammen være rigtig glade, hvis du vil tilgive vores nye leder her.«
Thomas tog drengens hånd – han virkede meget venligere end Alby. Newt var også højere end Alby, men så ud til at være omkring et år yngre. Hans hår var lyst og langt, og det faldt over skuldrene på hans T-shirt. Blodårerne var tydelige på hans muskuløse arme.
»Knyt sylten, shuckfjæs,« gryntede Alby og trak Newt ned at sidde ved siden af sig. »I det mindste forstår han lidt af det, jeg siger.« Der lød spredt latter, og alle flokkedes forventningsfulde bag Alby og Newt for at høre, hvad de sagde.