Og markerne bølger tykt og gult af byg til kreaturerne og svinene, høsten, der stikker og støver og bare skal overstås, avnerne finder ind i selv de mindste åbninger og sprækker, den, de lever af, vinden og vejret, halmen, der hele tiden giver sig og trækker sig sammen på det høje, dårligt stakkede læs, Adam, der i ryk falder ned mellem ballerne og til sidst trimler ud over vognens bagsmæk, traktoren, der ikke standser, men langsomt kører videre hen over den knoldede mark, tårerne på kinderne, der i solen tørrer ud, og det svier på markvejen hjem, Adam, der hjælper med at hente roer og ensilerede toppe, Bedste, der med snilde sving spidder og slår roerne af treforken på roesnitterens kant, køerne, der ikke kan vente i båsene, Adam, der går på den smalle gang og kun lige netop kan holde sig fri af dem, der slynger deres tunger ud efter ham, så det smælder i luften, den sprøde lyd fra