Et fragment af de apokryfe skrifter der blev fundet uden for den mesopotamiske by Mari i 1954, handler om de første menneskers tilværelse efter syndefaldet, og der bliver det fortalt at Abel en aften slog lejr i udkanten af skovene omkring Edens have, hvor han, til trods for sin fars absolutte forbud, bestemte sig for at lede efter livets træ. Ikke mere end femten linjer findes bevaret af beretningen. Den stopper pludseligt som foran en afgrund med sætningen. Og Abel så lyset fra englene.
Antinous Bellori vidste naturligvis intet om eksistensen af skriftet, som engang må have udgjort en uddybning af de forhold der førte til brodermordet, men selvom han havde, er det usandsynligt at det ville have afstedkommet nogen forandringer af betydningen i Om englenes natur. Faktum er at fragmentet blot styrker Belloris fremstilling, både af paradisets faktiske, geografisk lokaliserbare eksistens, og af kerubernes fysiske nærvær i verden i tiden efter skabelsen. At Herren beordrede dem til at holde vagt ved vejen der førte til livets træ, indikerede at mennesket ikke rejste langt væk, men sandsynligvis slog sig ned i nærheden. På den måde fik de del i to verdener; den tabte, som de så hver dag, men aldrig igen kunne træde ind i, og den vundne, som de hver dag levede og arbejdede i. For den første generation må paradis have repræsenteret det egentlige liv, noget de altid længtes tilbage til, mens livet i dalen hvor de dyrkede jorden, må have haft noget andenrangs over sig. For den næste generation, derimod, må det have forholdt sig omvendt. For dem var livet i dalen det egentlige. Hvis de så mod skovene i udkanten af Edens have med længsel, var det længslen efter det ukendte der fyldte dem.