Forfatter og lokalhistoriker Henrik Ussing er dykket ned i de gamle kilder om de klassiske danske traditioner for at finde ud af, hvordan man fejrede højtider og mærkedage i gamle dage. Bogen fortæller om bejlerfærd og de bryllupsritualer, der fulgte efter, når alt gik efter planen, om mikkelsdag og fastelavn, fødsel og barsel, sygdom og død samt troen på genfærd eller sjælefred. Bogen er et spændende værktøj til dem, der interesserer sig for den danske kulturarv.
Henrik Ussing (1877–1946) var en dansk forfatter, der udgav en lang række fagbøger om blandt andet lokalhistorie og sagn samt dramaer og romaner. Han var uddannet cand.mag. i nordiske sprog og arbejdede i lang tid som lærer og bibliotekar, men det er som forfatter og lokalhistoriker, han huskes bedst i dag.