Præstegården var i det 19. århundrede den bærende institution i lokalsamfundet. Foruden det kirkelige arbejde havde præsterne administrative og kommunale opgaver, og præstegårdens kontor var en redningsplanke for mange af samfundets svageste. Præstefamilierne levede af tiendeindtægt fra sognets beboere og af landbrug, og man havde råd til at bygge store imponerende præstegårde, som i dag betragtes som værdifuld kulturarv.
Alligevel forsvandt mange præstegårde på landet efterhånden i det 20. århundrede. Præsten blev tjenestemand og lejer med menighedsrådet som husvært. I dag står flere præstegårde tomme om dagen, fordi ægtefællerne oftest arbejder andetsteds, og børnene er i skole. Mange sælges eller rives ned, og landsbysamfund affolkes, og udfordringen er at tilpasse disse bevaringsværdige bygninger til nutidens krav, så præstegårde på landet stadig kan være et kulturelt kraftcenter i lokalsamfundet.
I Præstegården i lokalsamfundet belyser Jens Rasmussen denne problematik med mange nye og gamle illustrationer af præstegårde fra hele Danmark, herunder de flotte grundmurede præstegårde fra det 19. århundrede og det 20. århundredes præstegårde, som var mere ydmyge i størrelse og efterhånden kom til at ligne moderne parcelhuse. Tillige beskriver bogen præsternes dagligliv med mange eksempler, især fra Fyn.
Jens Rasmussen har arbejdet som sognepræst i både land— og bysogn samt som hospitalspræst på Odense Universitetshospital. Han er ph.d. i kirkehistorie og tidligere redaktør på Kirkehistoriske Samlinger. Derudover har han skrevet en række bøger om etik og religiøs kommunikation i medicinsk praksis, om religionstolerance og religionsfrihed og om forholdet mellem kirke og stat.
