ny stor flugt- eller udrejsebølge var sat ind med tvangskollektiviseringen i landbruget og restriktioner over for selvstændige håndværkere i 1960, og DDR kunne i længden heller ikke holde til at have en åben grænse til en økonomi, der var så meget stærkere end landets egen. I Vestberlin kunne man købe en DDR-mark for 25 pfennig eller mindre, og da priserne på f.eks. levnedsmidler i forvejen var lave i DDR, kunne man altså købe ind for stort set ingen penge (se citat s. 84) og gøre det på et „marked“, hvor forsyningerne var alt andet end ubegrænsede – derfor kunne man heller ikke altid gøre det. Østberlinere kunne betale med deres egne penge på offentlige steder (museer, svømmehaller etc.) i Vestberlin, men det var for ingenting at regne mod fordelene for den anden part. Når så samtidig især de veluddannede vendte DDR ryggen efter at have fået deres – gratis – uddannelse, var det ikke svært at se, at der måtte ske noget.