orslaget til disse kunstord havde han forelagt sprogforskeren Rasmus Rask, som skrev til ham, at der ikke findes eksempler på, at et nyt substantiv er afledt ved at tilføje et t (il(d)t) og udtaler som sin mening, at disse nye ord vel næppe kan anses for godt dansk. Ikke desto mindre blev de gode danske ord, som vi stadig bruger i daglig tale uden at skænke deres oprindelse en tanke. Ørsted gav os også andre danske ’kunstudtryk’ som f.eks. klangbund (1809), vægtfylde, opdrift (1817), virkningsgrad og ledningstråd (1835).
I sin levetid skabte han næsten 2.000 ord og orddannelser, som han efterlod sig i en omfattende ordsamling. I hans efterladte optegnelser er der et forslag til en ’genstandsordbog’, opbygget efter emner og begreber, hvor alle sammensætninger, hvori grundordet indgår, skulle opregnes. Der er også adskillige ’tankesprog’ (strøtanker) bl.a. dette: ’En teori er en opfattelse, et åndeligt syn af tingenes fornuftssammenhæng’.
Ørsted beklager, at De-formen er blevet indført i stedet for Du og gør bl.a. opmærksom på, at det danske sprog er det eneste, som skelner mellem elskov og kærlighed. I fragmentet ’Sprogforædling’ skriver han: ’Det man siger sine landsmænd må være således sagt, som om det fra først af var tænkt i modersmålet. Tænk, det du vil sige, på dansk – og tal så!’