Alene hjemme

Hendes underarme er så tunge, at de kan ikke bære deres egen vægt, hun kan ikke se anden løsning end at få dem skåret af, det ville ikke engang en bodybuilder kunne klare, at have sådan nogle underarme, der i sig selv vejede 100 kg hver, man kan jo ikke spise og få skeen op til munden, og knoglerne bliver også knust under vægten, og kraniet, hele hovedskallen, hjernen, det er en meget stor kanonkugle, som Sara har liggende i forlængelse af halsen, hun kan ikke løfte den fra puden, hun prøver at åbne øjnene, men de er syet sammen med sejlgarn og fiskesnøre, hun kan ikke rokke dem en millimeter.

Hun går ud og tisser og studerer sit forgrædte ansigt i spejlet. Det ser ikke så slemt ud, men sådan noget ved man aldrig før dagen efter, hvordan ødemerne fordeler sig, og hvor store de er. Nogle gange kan man være heldig, at det bare er det øverste øjenlåg, der er hævet, og kan kamuflere det med en lys øjenskygge. Andre gange er det hele overansigtet, der er gået ud af form, selve stykket over næsen er hævet op og flyder sammen med de opsvulmede øjenomgivelser. Det er som at have vattamponer under øjenlågene, der er ikke plads til at blinke, og man skal holde sig grådfri i mindst 24 timer, før ødemerne lægger sig og slipper deres tryk. Saras tårer står i kar, måske hun har et reservoir i pandehulen, og blot den mindste bevægelse kan udløse endnu en skylle.

Sara er forkert, og det er ikke bare en følelse, det er både synligt og målbart, at hun er anderledes i forhold til andre. Hendes skelet er vokset forkert sammen, så det er helt skævt, knoglerne vender den forkerte vej og stikker ud de forkerte steder.