Schönauer brød stilheden først. „Jeg tænkte at byde på noget som tak for opvartningen.“
Han fiskede en firkantet blikæske frem fra lommen, pillede låget af og skubbede den hen over bordet.
„Den hedder Grousemoor,“ sagde han. „Jeg købte to pund dengang i London, og nu har jeg et halvt tilbage.“
Schweigaard tog nølende imod den.
Pibetobak?
Han løftede æsken op til næsen, snusede to gange og vidste straks, at det var en udsøgt blanding. Engang under en studierejse til København havde han og de andre unge teologer hurtigt opdaget, hvor forkælet byen var med gode tobakshuse. Han havde hamstret et halvt kilo tobak fra Wilhelm Øckenholt Larsen og hans kone på Amagertorv, og hvert eneste ord, han fik læst på det teologiske fakultetsbibliotek, blev læst gennem blågrå skyer fra Larsens blandinger, som regel 1864 eller No. 05. Men her i Norge kunne han ikke skaffe den og måtte nøjes med Tiedemanns blandinger, der var lettere besk i smagen og sved på tungen.
Han tog noget mellem fingrene og dryssede det ud over håndfladen. De velduftende flager, der havde en brungylden grundfarve, måtte stamme fra Virginia i De Forenede Stater. Nogle fede og sorte strimler afgav en mættet, næsten vammel dunst, sikkert de dyrebare og uforlignelige sorter, der blev udskibet fra Latakia i Syrien.
Schweigaard stoppede piben og tændte den.
Virkelig. En troldmand af en tobaksblander havde været på færde. Miksturen havde rygrad og styrke, men en eksotisk, lille aroma gjorde den rent ud sagt magisk, det kunne være den lille hemmelighed, som Larsen havde fortalt ham om, nemlig finmalede yenideblade.
Samtalen forstummede af sig selv. Han kunne gennem tobaksskyerne se, at tyskeren på den anden side af bordet også tændte piben, og selv befandt han sig midt i tobakkens dybeste glæde.
De to mænd røg i stilhed. Kai Schweigaard følte en sindsro og et behag, der kun kunne sammenlignes med den allertidligste fase af en opiumsrus.