Unge hører til kulturens seismografer — de er ofte den del af befolkningen, der først og mest eksperimenterer med nye kulturelle udtryk. Det gælder også i mediekulturen. Unge har ivrigt kastet sig over seriehæfter i 1800-tallet, film i begyndelsen af forrige århundrede, og mod slutningen af 1900-tallet var det musik og computerspil, der var de mest markante udtryk.
Kirsten Drotner undersøger i ”Unge, medier og modernitet”, hvordan unge bruger medierne, og hvordan voksne gennem tiden har reageret på de unges brug af medier. Bogen, der udkom første gang i 1999, henvender sig til alle, der arbejder professionelt med unge, eller som bare interesserer sig for medier og populærkultur.
Kirsten Drotner (f. 1951) er dr.phil. og professor emerita i medievidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Hendes forskningsområder er bl.a. mediebrug, børn og medier, digital kompetenceudvikling, mediehistorie, museumskommunikation samt børne— og ungdomskultur, og hun er forfatter og medforfatter til en lang række bøger og artikler om disse emner.