Romeo og Julie

Montague: Dér har man ofte set ham gå ved daggry, hans tårer falder dér blandt duggens perler, og morgendisen øges af hans suk.
Men straks, når solens munterhed begynder at trække i det tunge, mørke forhæng omkring AurorasI himmelseng i øst, så sniger han sig bort, min triste søn, hjem til sit kammer, hvor han gemmer sig, han lukker skodderne, så dagens lys er spærret ude af en kunstig nat: det er et sort humør, det varsler ondt, men hvilket råd kan gøre hjertet sundt?