Hvad sker der, når en gruppe af unge mandlige spastikere og yngre mænd med muskelsvind pludselig får mulighed for at spejle sig i og følge en ung ”normal” mands liv på helt tæt hold? Det åbner en særdeles spændende verden op, men det bliver også særdeles synligt, at denne ”normale” mand, August, kastes ud i nogle ret vilde dilemmaer. Mange kiggede derfor digitalt med, da han scorede en ung pige, Mathilde, som kommer fra nogle familieforhold, hvor en indremissionsk menighed har dannet rammen om hendes opvækst. Et forhold mellem en kvinde fra en troende menighed og en verdslig mand er ikke uproblematisk. Nogen vogter ubønhørligt på troen og verdsligheden.
Team Milton består af Silas, Ibsen, Ella og desuden Li-Mei, som er på delvis barsel. Derfor er den allerede delvist pensionerede Milton tilbage som chef igen. For Team Milton bliver indledningen til denne efterforskningssag det faktum, at kvinden Mathilde pludselig melder to af sine brødre savnet.
Li-Mei og Ming lever i proformaægteskab, som har udviklet sig til et åbent forhold. Det kommer helt bag på Li-Mei, at hun pludselig mærker begejstring for det modsatte køn, selvom det ikke er rettet mod Ming.