I denne digtsamling bryder Nicolaj Stochholm med den strenge systemiske digtning, der prægede hans første samlinger. Udtrykket er blevet mere åbent, og fokuseringen på ét overordnet koncept er trådt i baggrunden til fordel for det enkelte digt. Samlingen spænder således vidt, både formmæssigt og tematisk.
Melankolsk
Jeg bor i et hus med en indgang
der er væk, står på trappen der er
sunket i grus, naboer som hoster
og ikke vil se min nøgne krop
med en tegning efter en anden
der opløser kønnet med varme
ting vendt om inden i sig selv
som den der bliver en udgang
dine læber der skilles om min
skål, jernstangen i hænderne
minder mig om havet der kan
glemme alt og blive ved som
alt det er og alt det ikke er