“Mens seriemorderen gennemgår en proces, som på længere sigt forandrer hans adfærd. Den kendetegnes – heldigvis – med aftagende grad af selvkontrol. Men også – uheldigvis – med stigende grad af blodtørst. Det første drab er altid det, det er sværest at komme sig over, og derfor er den såkaldte nedkølingsperiode bagefter også længst. Det giver en lang aurafase, hvor han forbereder sig til det næste mord og tager sig god tid til at planlægge. Hvis vi kommer til et gerningssted for et seriemord, hvor der er lagt vægt på detaljer, hvor ritualerne er nøje gennemført og risikoen for at blive opdaget lille, tyder det på, at han stadigvæk er tidligt i processen. I denne fase perfektionerer han teknikken, så han bliver stadig mere effektiv. Det er den værste fase for dem, der skal prøve at fange ham. Men efterhånden som han dræber flere, bliver nedkølingsperioderne typisk kortere og kortere. Han får kortere tid til at planlægge, gerningsstederne bliver mere rodede, ritualerne mere sjusket gennemført, og han tager større chancer. Alt dette indikerer, at hans blodtørst øges. Eller sagt på en anden måde: at blodtørsten eskalerer. Han mister selvkontrollen og bliver lettere at fange. Men hvis man i denne periode er tæt på at fange ham, uden at det lykkes, kan han blive skræmt væk og holde op med at dræbe i et stykke tid. Dermed får han tid til at falde ned og begynde helt forfra igen.