Jeg havde aldrig affyret den mod noget større end en kanin, og det var en slags eksperiment, for at se om jeg rent faktisk kunne bruge den uden at sprænge et af mine lemmer af. En gang havde jeg skudt hen over hovedet på en flok vilde hunde, der var blevet lidt for interesserede i min lejrplads. En anden gang næsten lige op i luften, sigtende efter det lille, glødende, grønne lys, der var deres moderskib, og som lydløst gled ud mod Mælkevejen. Okay, jeg indrømmer, at det var dumt. Jeg kunne lige så godt have lavet en plakat med en stor pil, der pegede på mit hoved med ordene JU-HUU, JEG ER HER!
Efter kanineksperimentet – der blæste den stakkels forbandede kanin fra hinanden og forvandlede det bløde dyr til en uigenkendelig masse af iturevne indvolde og knogler – opgav jeg idéen om at bruge riflen til jagt. Jeg øvede mig ikke engang i at skyde til måls. I stilheden, der havde sænket sig, efter den 4. bølge ramte, havde skuddet lydt højere end en atomar eksplosion.
Jeg betragtede dog stadig min M16 som min bedste ven. Altid ved min side, selv om natten, boret ned i min sovepose sammen med mig, trofast og ægte. Efter den 4. bølge kan man ikke stole på, at mennesker stadig er mennesker. Men man kan stole på, at ens våben stadig er et våben.
Shhh, Cassie. Det er tæt på.
Tæt på