Den 5. bølge

lyttede jeg til tavsheden i den forladte butik, lyttede koncentreret. Noget var tæt på. Jeg tog et lille skridt væk fra døren, og det knuste glas knasede lige så stille under min fod.
Og så lavede dette noget

sted mellem en hosten og en jamren. Det kom fra baglokalet, bag køleskabene, hvor mit vand var.
I det øjeblik havde jeg ikke brug for en lille, gammel

end mig. Den er ældre end den ældste person, der nogensinde har levet.
Jeg skulle have lyttet til stemmen.
I stedet lyttede jeg til tavsheden i den forladte butik, lyttede koncentreret. Noget var tæt på. Jeg tog et lille skridt væk fra døren, og det knuste glas knasede lige så stille under min fod.
Og så lavede dette noget støj, et sted mellem en hosten og en jamren. Det kom fra baglokalet, bag køleskabene, hvor mit vand var.
I det øjeblik havde jeg ikke brug for en lille, gammel stemme til at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Det var indlysende

kanineksperimentet – der blæste den stakkels forbandede kanin fra hinanden og forvandlede det bløde dyr til en uigenkendelig masse af iturevne indvolde og knogler – opgav jeg idéen om at bruge riflen til jagt. Jeg øvede mig ikke engang i at skyde til måls. I stilheden, der havde sænket sig, efter den 4. bølge ramte, havde skuddet lydt højere end en atomar eksplosion.
Jeg betragtede dog stadig min M16 som min bedste ven. Altid ved min side, selv om natten, boret ned i min sovepose sammen med mig, trofast og ægte. Efter den 4. bølge kan man ikke stole på, at mennesker stadig er mennesker. Men man kan stole på, at ens våben stadig er et våben.
Shhh, Cassie

Jeg havde aldrig affyret den mod noget større end en kanin, og det var en slags eksperiment, for at se om jeg rent faktisk kunne bruge den uden at sprænge et af mine lemmer af. En gang havde jeg skudt hen over hovedet på en flok vilde hunde, der var blevet lidt for interesserede i min lejrplads. En anden gang næsten lige op i luften, sigtende efter det lille, glødende, grønne lys, der var deres moderskib, og som lydløst gled ud mod Mælkevejen. Okay, jeg indrømmer, at det var dumt. Jeg kunne lige så godt have lavet en plakat med en stor pil, der pegede på mit hoved med ordene JU-HUU, JEG ER HER!
Efter kanineksperimentet – der blæste den stakkels forbandede kanin fra hinanden og forvandlede det bløde dyr til en uigenkendelig masse af iturevne indvolde og knogler – opgav jeg idéen om at bruge riflen til jagt. Jeg øvede mig ikke engang i at skyde til måls. I stilheden, der havde sænket sig, efter den 4. bølge ramte, havde skuddet lydt højere end en atomar eksplosion.
Jeg betragtede dog stadig min M16 som min bedste ven. Altid ved min side, selv om natten, boret ned i min sovepose sammen med mig, trofast og ægte. Efter den 4. bølge kan man ikke stole på, at mennesker stadig er mennesker. Men man kan stole på, at ens våben stadig er et våben.
Shhh, Cassie. Det er tæt på.
Tæt på

det er det, man siger, når tæppet går, man siger det, som publikum gerne vil høre.

Der er et citat af Stalin,“ siger han. „‘En enkelt død er en tragedie, en million døde er statistik.’

Verden var FUBAR (Fucked Up Beyond All Recognition) nu

Men jeg tror, at han vidste, at i sidste ende ville det ikke være de heldige, der stod tilbage.
Det ville være de hårdføre. Dem, der ville bede fru Fortuna om at rende dem i røven. Dem med hjerter af sten. Dem, der kunne lade hundrede dø, så en kunne leve.