lydløst ind på ham og med en resolut bevægelse køre bladet hen over struben på ham. Derfor vågnede hun ikke med et sæt, men roligt og søvnigt blinkende fra endnu en drøm, der efterlod hende med et kalejdoskop af voldscener på nethinden og en følelse af henrykkelse.
Er det ovre nu?
Hun blev liggende lidt i mørket, mens hun prøvede at vænne sig til virkeligheden. Hun kiggede på uret, der stod på klinkegulvet ved siden af sengen. Tallene viste 5:37. Det var det længste, hun havde sovet, siden hun havde indlogeret sig i huset.
En hunds gøen rungede igennem arkaden ved det gamle kloster i nabogaden. To glam efterfulgt af et kort, undertrykt hyl og så fuldstændig stilhed. Anna løftede sig på albuerne i sengen og spidsede ører et øjeblik. Hun skulle til at lægge sig