Den etiske fordring

På en måde er det dog den letteste sag af verden at komme fordringen i forkøbet og at være der for den anden. Vi har alle modtaget og givet sådan uforbeholden kærlighed, ellers ville vi ikke være i live. Men vi kan ikke ville være kærlige, uden at kærligheden på en eller anden måde bliver sat i selviskhedens eller en anden sags tjeneste, og så er det ikke kærlighed længere. Det gælder både for den naturlige kærlighed, som er biologisk og socialt betinget, og for den uselviskhed eller næstekærlighed, som ikke er det

Tro uden forståelse er ikke tro, men tvang.

Lever vi “indesluttede i vor orienterings gådeløse verden” (s. 224) kan vi kun forstå den poetiske åbenhed som digterens subjektive oplevelse af tingene. Men dermed underkendes dens karakter af erkendelse, og at den netop i glimt kan minde os om, at vi lever af det, vi modsiger. “Den modsigelse ved vor eksistens, som digtningens lys falder på, er, at vi lever blinde og døve for den verden, vi er indenfor

Det er kun, hvis man tager en positivistisk videnskabsforståelse for givet, at ansvarlighedens moral er truet; men den, der for alvor og i redelighed vil tage denne videnskabsforståelse for givet og leve efter intellektualismens moral, kommer derved og bag om ryggen på sig selv til at tage en ansvarlighedens moral for givet

er at indse, at vi ikke er herrer over forudsætningerne for det, som vi er herrer over; noget andet er at hævde, at der er en anden, der er herre over dem, og at det er frygt for denne magt, der kan få den enkelte til at gøre det, man kan sige sig selv, at kærligheden ville gøre, også når kærligheden mangler

At tage ansvaret for tilliden og kærligheden er at leve, som om jeg var andet og mere end et menneske – som om jeg selv havde skabt mit liv og dets muligheder. Ikke at tage ansvaret for den formning og indskrænkning af tilliden og kærligheden, som jeg ustandseligt foretager, er at leve, som om jeg var andet og mindre end et menneske – som om jeg blot var et ansvarsløst offer for arv og miljø. Etisk set må vi skelne mellem menneskelivets godhed som en mulighed, vi ikke kan rose os af, og menneskets ondskab som en mulighed, vi må have ansvaret for (s. 158). Hvis der ikke var denne asymmetri, ville de udtrykkelige, betingede, gensidige og opfyldelige normer være al den normativitet, der er i livet

i lever uundgåeligt i lyset af en livsmulighed, som vi kender i glimt fra den naturlige kærlighed. Den fungerer uden videre som et ideal, i forhold til hvilket vi på den ene side aldrig kan undgå at svigte, men uden hvilket vores liv på den anden side ville være mere trivielt, end det faktisk er.

Vægten ligger nemlig ikke på, at uselviskhed er fordret, men på at det er uselviskhed, der er fordret, og netop uselviskhed kan selvet ikke frembringe. Den er der spontant og af sig selv, eller også er den der ikke.

Betragtet som fordring retter fordringen sig til menneskets vilje, men det paradoksale er, at viljen eller selvet ikke kan sættes ind for at opfylde fordringen, uden at fordringen derved forskydes.

den enkelte meget vel teoretisk kan bestride, at hans liv er skænket ham – og dog tage det som skænket. Ligesom den enkelte kan have nok så mange udmærkede teorier om, at sit liv har han modtaget, og dog tage det som om intet i det var en gave, men alt i det var en ret” (s. 135). Det er altså måden, man lever på, og ikke hvilken tro man bekender sig til, der er det afgørende.