da
Books
Pia Hardenberg

Inklusion i folkeskolen

Inklusion er en varm kartoffel. For det lyder unægteligt som en smuk tanke, at hvis bare alle børn bliver behandlet ens, så skal de nok også kunne fungere på de samme betingelser. Men sådan er realiterne ikke, og det giver kun problemer på sigt, hvis man forsøger at lade, som om det forholder sig anderledes, fordi man har forelsket sig i idealet om opnåelig lighed.

Med udspring i sin store erfaring på området argumenterer Pia Hardenberg for, at vi skal genoverveje, hvordan vi hjælper skolebørnene – de stærke såvel som de svage. Gennem grundig research, saglig perspektivering og eksempler taget fra virkelige undervisningssituationer demonstrerer hun, hvorfor inklusion ikke alene ikke virker efter hensigten, men direkte modarbejder den.

Det drejer sig om vores børns fremtid, og det er for vigtigt et emne til, vi blot kan stå til, mens politikerne scorer billige points på deres flotte ord og indholdsløse gestusser.

”I en tid med udgivelser, der i stort omfang servicerer beslutningstagernes dagsordner, er det forfriskende at se en kritisk bog med rod i den barske virkelighed. Bogen er baseret på personlige oplevelser fra et langt liv i marken, hvorfor den kan ses som en nuancering af mere teoretisk og/eller evidensbaserede udgivelser. Pia Hardenberg lægger ingen fingre imellem, når hun kritisk tager folkeskolen anno 2015 i betragtning. Man kan være enig eller ej med bogens konklusioner, men den skaber helt sikkert debat – hvilket også er bogens mission.”
– Rasmus Alenkær, ph.d.

Uddrag af bogen
Og lur mig, om det ikke primært netop er ud fra økonomiske (besparelses)overvejelser, at specialundervisningen nu skal inkluderes i den almindelige undervisning, måske bare pakket ind i velformulerede forklaringer om, at ingen børn skal føle sig uden for fællesskabet. Løfter om efteruddannelser til lærerne, så de er bedre klædt på til at rumme børn fra specialklasser, løfter om flere ressourcer i form af støttelærere til de børn, som har særlige behov, ja, hvad kommer det ikke til at koste? Nu skal lærere varetage undervisning i deres daglige arbejde af både såkaldte almindelige børn og børn med særlige behov – og allerede i februar 2014 viste tal fra Århus Lærerforening en stigning på 30 % fra 2012 til 2013 i antallet af samtaler med sygemeldte lærere, hvoraf op mod 80 % af samtalerne vedrørte stress pga. inklusion.

Om forfatteren
PIA HARDENBERG (f. 1958) er speciallærer, læsepædagog og talepædagog med speciale i dysleksi. Hun har undervist på folkeskoler i både normal- og specialundervisningen og har været skolekonsulent med primært arbejdsområde i implementeringen af it-støttemidler til elever med læse-stavevanskeligheder. Hun har tidligere udgivet undervisningsmateriale til ordblinde­undervisning. Derudover er hun uddannet yogalærer. Pt. arbejder hun med undervisning af ordblinde voksne og som yogalærer.
289 printed pages
Copyright owner
Forlaget Mellemgaard
Original publication
2015
Publication year
2015
Have you already read it? How did you like it?
👍👎

Quotes

  • Gine Brøndum Hansenhas quoted4 years ago
    hvad i alverden der var sket med hende, og han svarede, at hun havde fået stress og snart stoppede i sit job som lærer. Han tilføjede: ”Ja, man skal ikke være for pligtopfyldende og gerne vil have alting til at fungere, så kan man ikke klare lærerjobbet!”
  • Gine Brøndum Hansenhas quoted4 years ago
    skolen, hvor jeg havde en tale-læseklasse i et lokale ved siden af en almindelig klasse på tilsvarende klassetrin, var der endnu en almindelig fjerdeklasse længere henne ad gangen. To lærere delte klasselærerfunktionen i klassen, og de fortalte ofte på lærerværelset om de meget store udfordringer, de havde med klassen. De havde i årevis arbejdet ihærdigt på at etablere et rart undervisningsmiljø og et socialt godt fungerende klassemiljø, og de havde indkaldt til ekstraordinære forældremøder gennem de fire år, de havde haft klassen. Lige meget hjalp det, syntes de. Der var især én dreng, som opførte sig kropumuligt og ofte spolerede hele undervisningen, og de kunne ganske enkelt ikke trænge igennem hverken til ham eller hans forældre. Der var mange af eleverne, der havde en adfærd, som de skulle bruge rigtig meget energi på, men denne dreng var eksplosiv og kunne rive andre af klassens elever med sig i løbet af nul komma fem. Da de havde haft klassen i fire år, gav de op, og ved skemalægningen inden sommerferien lagde de billet ind på andre klasser. I det nye skoleår fik en ung, nyansat lærer ansvaret for at være klasselærer for den urolige klasse. Den første dag, hun var trådt ind i klassen og var gået hen bag katederet, var den føromtalte dreng sprunget op og havde sat sig på hug lige foran hende på hendes bord og havde råbt ind i hendes ansigt, at ”du skal ikke tro, at du styrer her, din møgkælling; her er det mig, der styrer!” Hun havde – efter min mening – gjort det helt rigtige, var nemlig straks gået hen til skolelederens kontor og havde sagt, at hvis den dreng forblev i klassen, så sagde hun op på stedet! Drengen blev flyttet fra klassen. Drengen fik eneundervisning derefter, mens der skulle findes et andet undervisningstilbud til ham på et andet undervisningssted. En dreng i femte klasse – han har været ca. tolv år – med en sådan vedvarende opførsel kan bare ikke være i en almindelig klasse!

    Sebastian

  • Gine Brøndum Hansenhas quoted4 years ago
    spurgte hende, om hun havde talt med skolelederen om drengens adfærd, for jeg mente, at hun havde behov for en støttelærer i en del af timerne – i hvert fald i en periode. Ud fra hvad hun fortalte, lød det ret uholdbart både for hende, for klassen og for drengen at fortsætte, som det var nu og havde været det i nogle måneder. Da jeg nævnte det, var hun lige ved at græde. Ja, det havde hun selv tænkt på, men lærerene på skolen havde fået at vide, at der ikke var flere timer til støttelærerordninger i klasserne, og at de måtte løse deres problemer ude i klasserne selv.

    Igen...hverdag

On the bookshelves

fb2epub
Drag & drop your files (not more than 5 at once)