I den vestlige kultur er der en splittelse mellem refleksion og proces. Det er ukristeligt at være „navlebeskuende“. At „bore i sig selv“ er narcissistisk, selvoptaget, asocialt og meget andet. I en artikel om systemteori kan man læse, at „det er en gængs erfaring, at refleksion udmarver“, det virker handlingslammende at spekulere for meget241.
Alle disse opfattelser refererer imidlertid til et lille egosystem, som i en bestemt bevidsthedstilstand kører i snævre cirkler og dermed bremser en fremadskridende proces frem for at åbne sig for den.