behøver ikke beholde Katrine Frederiksens skikkelse,” sagde Odin.
Katrine drejede rundt, så nederdelen flagrede. “Jeg kan lide at være hunkøn.” Hun lagde hænderne på sit underliv. “Skabelseskræfterne er hernede.”
“Husker du, dengang du var gravid med Sleipner?”
“Åhhh! Svadilfare var en prægtig hingst. Jeg nød min tid som hoppe sammen med ham.” Nu var Katrine på højde med Odin og næsten lige så bredskuldret.
Odin lavede en tvivlende grimasse. “Nød du det?”
Katrine lignede en mellemting mellem en mand og en kvinde. Det lyse hår bølgede stadig, vipperne var lange og buede, men skjorten hang fladt ned på brystet. Hun fik et trist udtryk, og så ned på sine slanke hænder, der stadig krammede det nederste af torsoen. “Intet varer ved,” sukkede hun.
“Hvordan er det egentlig at være kvinde? Jeg har altid tænkt over det.” Odin strøg Katrines hår, og den gyldne glans forsvandt. Det blev til de tykke, jerngrå lokker, som gik ned til de kraftige skuldre. Skjorten sagde en ritsj-lyd, da den sprækkede og afslørede store, blå spiraler på arme og bryst.
“Naturen er alting. Kvinde og mand. Dyr og menneske. Liv og død. Skabelse og ødelæggelse. Når du er borte, og når menneskene er borte, så er jeg her endnu, og jeg vil nyde hver stormflod og nyspiring af forår i al evighed. Selv efter Ragnarok er jeg her stadig.”
“Loke,” sagde Odin mildt.