tørre magt er der til at flytte tingene, men samtidig bliver det også sværere og sværere. Og hvem skal så gøre det?”, spørger idehistorikeren retorisk.
For han har nemlig også svaret. Mads P. Sørensen mener, det er en uvane, at aktørerne nederst i pyramiden, som måske nok har sværest ved at handle, men som også sidder på langt den største magt, sender ansvaret videre til ”den politiske forbruger”. Vi kan godt gå og spare CO2 i det små, men der, hvor det rykker noget, er, når der bliver taget store beslutninger på overnationalt plan, for eksempel hvis hele EU kunne blive enige om at udfase fossile brændstoffer i biler.
”Jeg har det sådan, at det er fint med det personlige engagement. Det ligger der jo blandt andet noget læring i – man holder sig orienteret, og man er aktiv. Men, hvis vi skal flytte noget og have noget til at ske, skal vi ned i trekanten. Mange af de her ting er meget dårligt placeret ude på markedet, for det er ikke et særligt godt sted at tage politiske beslutninger. Sådan nogle kræver ro og omtanke, og det har vi ikke nede i supermarkedet. Vi har heller ikke mange forskellige nuancer – det er blå eller rød eller øko eller ikke øko af nøjagtig samme vare. Og hvad skal man egentlig tage, hvis valget står mellem et lokalt dyrket konventionelt æble, og et økologisk, der er kørt ind på lastbil fra Italien? Sådan er der masser af dilemmaer i praksis, som man så skulle stå og afveje som forbruger”, siger han.