Kapitel 13
Halvvejs nede ad vejen kørte onkel ind til siden.
– Er I meget trætte? spurgte han og så mildt bekymret på os.
– Ja, råbte Oscar og jeg i kor.
– Jeg er ikke så træt, bjæffede Bertram og rettede sig op i sædet.
– Det var godt, min ven, sagde onkel og så kærligt på hans afpillede hoved. – Vi mangler nemlig en lille ting, før vi kan sige, vi er færdige; ser I, det drejer sig om millionærens pengeskab, det er nemlig det, Bernhard har tegnet for os i sin lommebog. Og ikke nok med det, han har også været så venlig at forsyne sin pengeskabstegning med låsens kode. Det er faktisk såre enkelt, hvis det ikke var fordi, jeg var så dårlig til bens, ville jeg såmænd ikke bede jer om det, men selv gøre det.
Jeg smed mig tilbage i sædet. For det første orkede jeg ikke mere, for det andet vidste jeg ikke, at onkel var dårlig til bens.
– Jeg gør det altså ikke, onkel Georg, sagde Oscar bestemt, – om du så giver mig en million.
– Jeg er også stået af, sagde jeg.
Onkel smilede let bittert til os.
– Nå, jamen så dropper vi det, børn, tag det roligt, det er helt i orden, jeg er ikke den, der tvinger nogen til noget, jeg tænkte såmænd bare på jeres syge mor og den trappevask, der venter hende, når hun kommer hjem for slet ikke at tale om jeres far, min egen bror, der går hvileløs rundt derhjemme uden arbejde, og som må se sig ydmyget af alle og enhver. Selvfølgelig kunne vi have brugt pengene bl.a. til nyt tøj til jer børn, vinteren kommer, før vi venter det, måske der kunne blive til nye cykler, og alt det som alle andre børn får forærende nu om stunder. Han sluttede med en snøften.
– Så skal der være dynamolygte på cyklen, sagde Oscar og lyste op.
– Og katteøjne, råbte Bertram og så begejstret på os alle sammen.
– Din klovn, grinede Oscar, – der er sgu da altid katteøjne på nye cykler.
– Ikke på fars, sagde Bertram.
– Den er heller ikke ny, mumlede Oscar.
– Men så vil jeg også have en pony, onkel Georg, blev Bertram ved.
– Hold nu op, børn, og læg jer til at sove, sagde onkel, – så kører jeres onkel Georg jer hjem, så I kan komme i seng.
– NEJ, hylede vi, – vent lidt.
– Hvad er der nu, sagde han træt.
Vi så på hinanden.
– Ja, vi vil altså gerne hjælpe mor og far, og måske selv få cykler med dynamolygter og gear, sagde jeg. Jeg huskede en reklame, jeg engang så, da jeg var inde i byen med far, det var netop for en blå cykel med blank dynamolygte og gear og vistnok også håndbremse. „Sådan en cykel må alle raske drenge simpelthen have“, stod der på den!
Den var så edderflot, at selv tøsedrenge vel måtte ønske sig sådan en.
Onkel sad lidt og så frem for sig.
– Nej, sagde han så, – nej, det går ikke, det er også blevet alt for sent, det er