De humanistiske videnskaber skal stræbe efter at opnå samme videnskabelighed som naturvidenskaberne. Dette ideal går i nyere tid tilbage til positivismen, ifølge hvilken der kun findes én type videnskabelighed, nemlig den, naturvidenskaberne er baseret på. Alle andre former for videnskab er i bedste fald ideologi og i værste fald indholdstomme udsagn.
De humanistiske videnskaber skal definere deres egen entydige og selvstændige form for videnskabelighed. Det begrundes med, at de humanistiske videnskaber har et selvstændigt genstandsområde og dertil hørende selvstændige metoder. Dette synspunkt er især fremført med baggrund i hermeneutikken.
De humanistiske videnskaber skal ikke følge det naturvidenskabelige ideal, som positivismen formulerer filosofisk, men skal heller ikke definere deres egen selvstændige form for videnskabelighed. Der findes kun én videnskabelighed, men den er ikke identisk med den, positivismen forsvarer. Dette synspunkt er baseret på den præmis, at heller ikke naturvidenskaberne overholder positivismens idealer. Synspunktet fremsættes ofte i sammenhæng med en diskussion af moderne naturvidenskab, hvor der fremhæves, at nogle af de problemstillinger, som moderne naturvidenskab er nået til, i endog meget høj grad minder om problemstillinger, som man har behandlet inden for de humanistiske videnskaber i hele det 20. århundrede. I visse tilfælde konkluderes det ligefrem, at de humanistiske videnskaber repræsenterer den videnskabelighed, som også naturvidenskaberne er ved at erkende. Bøtten er vendt om – det er de humanistiske videnskaber, der bedst har realiseret videnskabeligheden.
De humanistiske videnskaber er hverken mere eller mindre videnskabelige end naturvidenskaberne – der findes nemlig slet ikke nogen videnskabelighed i betydningen forskrifter for opnåelse af rimelig korrekt og brugbar viden om verden. Videnskab adskiller sig ikke fra fx religiøse systemer – de opretholdes ved sociale overenskomster i dertil indrettede institutioner, der ikke adskiller sig