Ikke alle spøgelser har menneskelig skikkelse. Hvor den norske fæstning Akershus nu ligger, begyndte i middelalderen byggeriet af en kongeborg. Borgens kommandant befalede, at en hund skulle begraves levende ved bygningsværkets port. Den grusomme dåd skulle sikre, at hunden gik igen, så den kunne bevogte borgens indgang for evigt og derved beskytte mændene indenfor. Om det skyldes det afdøde dyr eller ej, står hen i det uvisse, men sikkert er det, at Akershus aldrig er blevet indtaget med magt. Til gengæld skulle spøgelseshunden ikke blive noget behageligt bekendtskab, selv for nordmændene, for Malcanisen – Den Onde Hund – skræmte ikke kun fjenderne. Så snart den sidste sten var lagt i 1299, begyndte dyret at gø og lave spektakel. Spøgeriet foregik især i mørkegangen under slottets østside ved hovedporten. Historien kulminerede, da en del af mørkegangen på mærkværdig vis styrtede sammen en dag i 1550. Den danskfødte adelsmand Peder Hanssøn Litle, der som høvedsmand forvaltede borgen, måtte meget mod sin vilje begive sig ned i fæstningens indre for at danne sig et overblik over skadernes omfang. Her ventede Den Onde Hund med snerrende tænder og øjne, der lyste rødt i mørket. Adelsmanden forsvarede sig, så godt han kunne, mod det uhyggelige væsen, som først fortrak, da Peder Litle kastede den brændende fakkel, han brugte til at oplyse mørket med, imod den.
Peder tumlede ud på alle fire, men var uskadt. Snart kunne han tørre sveden af panden og slutte sig til kammeraterne i de lune stuer ovenpå. Men lettelsen skulle vare kort. I påsken det følgende år faldt han af sin hest og slog sig slemt. Peder kom sig aldrig, og i september 1551 døde han som følge af kvæstelserne. Alle andre, der har set Malcanisen, har fået en lignende skæbne, lyder historien.
Hunden spøger fortsat, selvom Akershus blev ombygget i 1600-tallet. Fæstningen går i øvrigt for at være Norges mest hjemsøgte sted. Fx skulle dronning Margrete 1.s kammerpige også hjemsøge gangene i Akershus. Margrete 1. (1353-1412) befandt sig ofte på borgen, hvor en af hendes kammerpiger sultede ihjel under en særlig kold vinter. I dag fortæller flere , at de i Margretesalen har set kammerpigen, som ikke har noget ansigt, skride hvileløst frem og tilbage i mørket. Selvom langt de fleste genfærd er