»Mit navn er Mary Katherine Blackwood. Jeg er atten år gammel, og jeg bor sammen med min søster Constance. Jeg har ofte tænkt, at jeg med lidt held kunne være blevet født som varulv, for de to midterste fingre på begge mine hænder er lige lange, men jeg har måttet stille mig tilfreds med det, jeg har. Jeg kan ikke lide at vaske mig, hunde eller støj. Jeg kan godt lide min søster Constance, Richard Plantagenet og Amanita phalloides, den grønne fluesvamp. Alle andre i min familie er døde«.
Sådan begynder Vi har altid boet på slottet. Og sådan fortsætter den. Romanen er en klassiker inden for den moderne gotik, et heksebryg af sære karakterer, stemningsmættet prosa og sort, sort humor. Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler i haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne.
Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.