at smile, slukker det der stærke lys i hendes øjne, og så er det for sent at få det at vide, for så vil hun ikke snakke mere. Så jeg tror, at det måske er forstærkeren. Eller hvad?”
“Øh ... forstærkeren?”
“Ja.” Pause. “Den jeg fortalte om. Den min far plejede at slukke for, når han kom ind på mit værelse og sagde, at nu havde jeg spillet den plade længe nok, at det grænsede til sindssyge. Og så sagde jeg, at man kunne se det lille