H.C. Andersen og Heiberg: Åndsfrænder og åndsfjender

»Jeg har endnu den overbevisning, at Andersen kun kan beskrives ved en række af småtræk; thi han var aldrig nogen helhed. Lad andre forsøge at konstruere ham som en personlighed. Det skal ikke kunne siges, at jeg har hjulpet dem dertil ved at stille ham sammen med to så helstøbte personligheder som min fader og Heiberg.

Det har været mig en stor glæde, kære fru Heiberg, at modtage Deres brev om min bog. De har forstået den og De har forstået mig. Jeg hører, at der findes folk, som mener, at jeg har »klædt Andersen af«; sådanne dumheder rører mig visselig ikke. Jeg er derimod meget modtagelig for den af Dem og andre, hvis dom jeg sætter pris på, ytrede erkendelse af, at jeg ved min åbenhjertighed har bidraget til at mildne den så udbredte hårde dom blandt hans samtidige om hans menneskelige skrøbeligheder.«

Jeg håber, at Deres sanddru skildring af Andersen vil stå i fremtiden, som den kilde hvoraf der må øses til hans forståelse, når det uendelige meget vage og godtkøbsagtige om ham længst er glemt.«

Et er vist, at man i høj grad må beundre den kærlighed, den tålmodighed, som alle i det Collinske hus har vist Andersen. Hvad mon der var blevet af ham, om ikke hans gode engel havde ført ham ind i Deres kreds, hvor han, ved siden af det mest udholdende venskab, fandt en daglig regulator for hans syge sjæls udskejelser.

Edvard Collin, som var departementschef og nidkær samler af litteraturens perler og guld til sin private sparekasse, og som havde fulgt H. C. Andersen som en skygge op gennem livet, var den personificerede borgerlige pålidelighed. Han boede på solsiden og var altid hjemme i regnvejr, hvor den retskafne mand bogførte sine nyerhvervelser og holdt passiar med familien. Hans anlæg for kælenskab var rudimentære, men i monumental-portrættet af vennen H. C. Andersen er der indvævet en kølig og fin kærlighed, der gør hans utilstrækkelighed som domsmand over Andersens fataliteter mere vindende.

Tidligt havde fru Heiberg og H. C. Andersen hver sin myte at bære på. Men samtidig havde de et hverdagsansigt at stå til regnskab for, en adresse, hvor man kunne finde dem, en krible-krable verden, som var deres. De var virkelige. Og det var ikke nogen let sag at skille det ene fra det andet.

»Enten er jeg en meget stor digter, eller slet ingen; det er resultatet af, hvad jeg har prøvet. Heibergs står kolde og fjendtlige mod mig, og dog har jeg kunnet elske denne mand, dybt bøjet mig for konen. Mod mit stykke har der hver dag tårnet sig nye hindringer; det er som hvilede der en ond stjerne over Maurerpigen; dette arbejde, som jeg engang har elsket og sat så højt, er mig nu ligegyldigt, pinligt.«
Og så i et dyk ned til Syden. Den 31. oktober 1840 rejste han fra »de skimmelvåde øer« for at blive væk til den 23. juni 1841; men gav sig, velsagtens midtvejs på landgangsbroen, tid til at udfærdige denne billet:
»Fru Heiberg!
I dag forlader jeg Danmark, men før jeg rejser bort må jeg sige Dem et venligt lev vel! De har gjort mig meget bedrøvet; dog når jeg møder Dem igen, rækker De mig hånden, som jeg her rækker Dem den! Hils Deres mand og hans moder!

Da han i sin tid havde modtaget budskabet om Kamma Rahbeks død, udbrød han: »Mon hun fik læst min Fodreise? «

Der er jo forresten adskilligt godt og smukt i »Mulatten«, og fortællingen, hvoraf den er taget, bærer unægtelig en menneskelig interesse i sig, som vel også var det, der greb tilskuerne. Også har jo den begavede digter lagt en del af sin rige fantasi i stykket; men det hele mangler simplicitet, og man har en følelse af at være på en deklamatorisk aftenunderholdning. Det mangler dramatisk fremgang og sandhed.«

Dramatisk forfatter kunne Andersen aldrig blive; dertil er hans natur for kvindelig.«