Mine sidste ord til dig: “Luk op, Guinevere.”
Jeg propper siderne i munden på dig, og dine pupiller glider om bag i øjenhulerne, mens du krummer ryggen. Det er lyden af dig, der dør. Knogler knækker – hvor ved jeg ikke – og tårerkanaler er i nødberedskab – dødståren siver ud af dit venstre øje og ned på din porcelænskind, og dine øjne er fikseret på et sted, jeg aldrig har været, glad hinsides alt, jeg ved; dine øjne har deres tavshed. Nu er du ikke meget bedre end en dukke, og du reagerer ikke, da siderne i din mund opsuger blodet, der stiger op fra dit spiserør.
Og lige pludselig savner jeg dig, og du savnede mig jo, og jeg kalder på dig og griber om dine småbitte skuldre.
Du reagerer ikke. Du er lige så mangelfuld som alle bøgerne i butikken; du er slut og har forladt mig, og du er forsvundet, for evigt. Du vil aldrig nogensinde mere holde mig hen i uvished, og jeg vil aldrig nogensinde mere vente på svar fra dig igen. Nu er dit lys gået ud for bestandig, og jeg tager dig i mine arme.