Dommer Niels Weber og hans kone Marianne traf ved datteren Noras fødsel en vigtig beslutning. Den kommer senere til at ændre både deres indbyrdes forhold og den 18-årige Noras liv.
«Et litterært indslag i debatten om børns, menneskers, ret til at kende deres egne rødder.» – Jyllands-Posten.
«Nora begyndte at ryste. Hvad betød de? Hvad ville hun skrive? Hvad var det, hun havde antydet her i eftermiddag? Hun bladrede videre og følte sig ussel over at rode i sin mors breve. Der lå et par personlige fra Niels. Hun trak hånden til sig og puffede dem væk. Tog dem frem igen, sad længe med dem mellem hænderne, og lettede på kuverten, lukkede til igen og søgte videre. Der var flest regninger, et par rykkere. Det lignede ikke Marianne. Hun rejste sig hurtigt. Hjertet bankede uregelmæssigt. Hun gav sig til at rede sengen, stille sko på plads, lægge undertøj i vaskekurven og slukkede lyset. Det susede i hendes øren, hovedpinen lagde sig tungt bag panden, hun for ned i kiosken for at hente flere Prince og købte et par poser slik. Hvad var det, Marianne ville fortælle hende?»