Tadzio smilede: smilede sigende, fortroligt, yndigt og oprigtigt til ham, med læber, der langsomt åbnede sig. Det var det smil, Narcissos smiler, mens han bøjer sig over det spejlende vand, det dybe, fortryllede, tøvende smil, hvormed han rækker armene ud efter genskæret af sin egen skønhed, – et smil, der er en lille smule fortrukket, fortrukket på grund af den umulige længsel efter at ville kysse sin egen skygges skønne læber, koket, nysgerrigt og en anelse smerteligt, bedåret og bedårende.