Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.