«Verden ifølge Columbus» er en bog om den store søfarer og opdagelsesrejsende Christopher Columbus. Men den er adskilligt mere. Det er også beretningen om “den nye verden” fra de første menneskers tid. Det er en fortælling om de indianerkulturer, som bestod før Columbus – om deres storhed og fald – og om det Amerika, som voksede ud af europæernes møde med indianerne.
Det er en sammenfatning af et kolossalt stof, og det er anbragt i en ramme, som også gør kulturhistorien til en spændende fortælling om levende mennesker. Om Cristobal Colon og kvinden Malinche, om erobrerne Cortéz og Pizarro, om soljomfruen Itamira i den skjulte by Machu Picchu, om tempeltjeneren Tilocs dagligdag i aztekernes hovedstad og om den humørsyge Pietro Angeli. Hver for sig udgør de en historie i historien.
Asger Nørgaard Larsen (1931–2008) var en dansk journalist, forfatter, historiker og redaktør. Han har skrevet en lang række fagbøger om historie, og som romanforfatter har han skrevet flere historiske romaner.