bookmate game
da
Books
Johannes Sløk

Livets elendighed. Kierkegaard og Schopenhauer

Allerede i sin tidligste ungdom læste Johannes Sløk både Kierkegaard, Platon og Schopenhauer, og han var nærmest besat af dem alle tre. I sit efterfølgende forfatterskab har han gentagne gange skrevet om både Kierkegaard og Platon, men først i sin høje alderdom er han nået til Schopenhauer. Og i stedet for simpelthen at skrive en bog om Schopenhauer, besluttede han at konfrontere Kierkegaard og Schopenhauer med hinanden.
I “Livets elendighed” skaber Johannes Sløk en dialog mellem de to store filosoffer, der levede samtidigt — Schopenhauer fra 1788 til 1860 og Kierkegaard fra 1813 til 1854. På den måde søger han på egen hånd at finde ud af, hvad de er enige eller uenige om, uden i grunden at ane, om de selv ville sige det, han lader dem sige — en dialog altså, som man kunne forestille sig, at de ville have ført med hinanden, hvis de havde kendt hinanden og dermed havde haft lejlighed til det.
“Livets elendighed” er Johannes Sløks forsøg på — med udgangspunkt i deres personligheder og livsudfoldelse — at finde ligheder og forskelle mellem de to store tænkere. Hvad han ønsker, er at trænge ned til den vision, de hver for sig havde af menneskelivets grundlag og vilkår.
127 printed pages
Copyright owner
Lindhardt og Ringhof
Original publication
2016
Publication year
2016
Have you already read it? How did you like it?
👍👎

Impressions

  • Jeppe Schmidtshared an impression5 years ago
    👍Worth reading

    Skarp og i et tilgængeligt sprog

  • Stephanie Culap Lillelundshared an impression5 years ago
    👍Worth reading
    💡Learnt A Lot

Quotes

  • Hans Jørgen Hansenhas quoted3 years ago
    Først stoikernes modsætning, Epikur og hans tilhængere, var rigtige optimister, for ifølge dem var fundamentet for alting til syvende og sidst os selv. Det kom især til udtryk i, hvad man ikke skulle frygte. Man skulle for det første ikke frygte guderne, for nok var der guder til, men de var fjernt borte og interesserede sig ikke for mennesker. For det andet skulle man ikke frygte døden, for den kom os heller ikke ved. Som den berømteste formulering lød: »Når døden er, er jeg ikke, og når jeg er, er døden ikke«. Døden og jeg kunne altså aldrig optræde samtidigt eller ville aldrig mødes. Konsekvensen var, at man skulle nyde livet alt det, man formåede, men NB med omtanke og mådehold. Man skulle således nyde den søde vin, men man skulle ikke drikke for meget af den, for så afløstes nydelsen af fuldskab og tømmermænd. Overhovedet skulle man hellere give sig af med de åndelige end med de materielle nydelser, læse gode bøger eller drøfte filosofiske emner med venner »sub rosa«.
  • Hans Jørgen Hansenhas quoted3 years ago
    I modsætning til Platon og Aristoteles kan de uden at skælve i stemmen sige Gud, men Gud var i virkeligheden ikke noget bestemt, men var simpelt hen universet.
    Men den stoiske optimisme endte i en menneskelig set streng etik, hvor man skulle nægte at lade sig afficere af tilsyneladende goder, rigdom f.eks. eller berømmelse; den slags goder var kun tilsyneladende, for de beroede ikke på os, men på ydre tilfældigheder. Kun de goder var reelle, der beroede på os.
  • Hans Jørgen Hansenhas quoted3 years ago
    stoikerne var konsekvente materialister; kun det materielle var til, for kun det kunne bevirke noget, det åndelige derimod kunne ikke bevirke noget og var derfor ikke virkeligt.

On the bookshelves

fb2epub
Drag & drop your files (not more than 5 at once)