Den må være det modsatte af virkelighed, og det modsatte af virkelighed er ikke-virkelighed, hvilket vi på dansk vil kalde ingenting eller intethed. Det synes at føre til det triste resultat, at fundamentet for hele tilværelsen er intethed. Når man imidlertid som Aristoteles tænker græsk, er intethed noget, som ikke lader sig tænke, for da det er intet, kan man end ikke kalde det »noget«. For Aristoteles bliver den rene mulighed et grænsebegreb; nemlig det begreb, der er grænsen for tænkning; intethed lader sig ikke tænke, det er utænkeligt, eller intethed er simpelt hen ikke.
Hvis vi vender opmærksomheden mod rækkens modsatte pol, støder vi på en lignende vanskelighed. Den modsatte pol må jo være den rene virkelighed, altså den virkelighed, i hvilken der ikke længere er blot den mindste smule mulighed, den rene, absolutte, altomfattende virkeliggjorthed. Grækerne har det med at tænke konsekvent, så hvad er en virkelighed, i hvilken der ikke længere er den mindste mulighed? Ja, da der ikke længere er nogen mulighed i den, er den blevet uden muligheder eller simpelt hen umulig. For en græker er den rene virkelighed i lige så høj grad som den rene mulighed blevet et grænsebegreb, et begreb, hvor al tænkning standser.