Nakanos genbrugsbutik

Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at jeg var forelsket i ham. Det var den følelse, jeg så længe havde undertrykt, fordi han ikke længere tog telefonen, når jeg ringede. Jeg var forelsket som et andet fjols, tænkte jeg. Det er dumt at forelske sig, tænkte jeg.

„Kunne du ikke godt tage telefonen?“

Takeo svarede ikke.

„Jeg kan godt lide dig, Takeo.“

Takeo svarede ikke.

„Kan du ikke lide mig mere?“

Takeo svarede ikke.

Ordene strømmede uophørligt ud af munden på hende som vand fra en glasklar kilde dybt inde i skoven. Og pludselig mærkede jeg tårerne pible frem. Det var ikke, fordi jeg egentlig græd, det var mere, som om tårerne kom helt af sig selv.

Frøken Masayos stemme virkede på en eller anden måde trøstende. Jamen dog, Hitomi-skat, hvad sker der? hørte jeg hende sige, mens tårerne dryppede og dryppede ned på mine knæ. Det var så dejligt; følelsen mindede mig om et eller andet. Nå ja, det var ligesom, når man vågnede op med slemme tømmermænd og ikke kunne kaste op, men så pludselig kunne kaste op alligevel.

Jeg prøvede atter og atter at forestille mig de situationer, han kunne befinde sig i, når han ikke tog sin mobiltelefon.

Måske skulle han lige til at trykke på svarknappen, men hans finger var fedtet, fordi han var i færd med at spise en cremebolle (han havde en dag fortalt mig, at han foretrak boller med cremefyld), og så gled den på knappen og kom til at afbryde opkaldet i stedet for at svare

Hvorfor tog Takeo ikke mobilen, når jeg ringede?

Dagen før havde jeg ringet syv minutter over elleve om formiddagen. Måske sover han stadig, tænkte jeg, da jeg ringede, men ganske som jeg havde regnet med, tog han den ikke. Jeg vidste jo ikke, om han havde ladet være med at tage den, fordi han sov, eller fordi han ikke ville tale med mig.

To dage forinden havde jeg ringet ved syvtiden om aftenen. Han var taget hjem fra butikken lidt over fire om eftermiddagen, og hvis han var taget direkte hjem, ville han stensikkert være derhjemme på det tidspunkt. Men han tog den ikke. Måske var han ved at spise aftensmad. Det var også muligt, at han var i bad. Eller at han pludselig havde fået lyst til at køre hurtigt på de natlige landeveje og var taget af sted på sin 750 kubik-motorcykel. Selvom han ganske vist ikke havde nogen motorcykel.

Jeg prøvede atter og atter at forestille mig de situationer, han kunne befinde sig i, når han ikke tog sin mobiltelefon

Et kort øjeblik stod han helt stille, så vendte han atter ryggen til mig og forlod hurtigt butikken. Vent, ville jeg sige, men der kom ikke en lyd frem

Det var helt tydeligt, at han gerne ville have, at jeg spurgte. Når han sukkede højlydt og småsnakkede med sig selv, var der altid noget, han gerne ville fortælle.

Ups,“ udbrød hr. Nakano og kløede sig demonstrativt oven i hovedet. „Det er vist blevet en dårlig vane.“

„En underlig vane,“ sagde jeg og rakte ham sojasovsen, så han kunne hælde lidt over de to sidste skiver fermenteret kinaradise, hvorefter han stak dem i munden og tyggede, så det knasede.