Dig og mig ved daggry

Han er som en lille dreng, der lige har lært at køre uden støttehjul.

Hovedpersonen er ikke engang mig men en der hedder Liam.

og tager hans hånd.
Men han har ikke lyst til at være stærk. Det giver jo ingen mening.
„Hvem skal jeg være stærk for?“ siger han, og det svarer hun ikke på.
Han er ikke god til følelser, så han kaster sig med ildhu over alle de praktiske ting. Begravelsen og den slags. Det skal være ordentligt. Og en dag ligger min krop i en hvid kiste foran alteret i Hasseris Kirke. Kisten er dækket med violer, som var min yndlingsblomst, eller det troede mor, fordi jeg engang var kommet til at sige, at de var pæne. Derefter skulle alting være violer, så jeg til sidst var ved at brække mig i stænger over dem; buketten

knitrede ligesom bare og forsvandt som vanddråber på en glohed kogeplade.

der smøg sig op over hans hals og nakke som sådan nogle slikkende flammer

Der er ikke noget særligt ved den, og plænen bugner sikkert af tilsvarende urner, hvis man skræller alt det grønne græs af.

Der ligger bårebuketter

Som om hun har fået revet sit hjerte ud

Bedste ven, står der. Og et kolon. Min far, har jeg skrevet.

Og der sad vi så og kiggede på alle byens lys, mens solen steg op i øst og malede Limfjorden gul og rød, orange og indbydende.