Det rituelle udsagn er åbenbart udstyret med de påfaldende karaktertræk, at det ikke har en udsiger, og at det nok bliver udsagt til en, men ikke til en tilhører, og at det derfor ikke har nogen på rationel måde iagttagelig effekt. Konklusionen er, at i det rituelle udsagn er sproget virkelig komplet alene med sig selv. Ingen siger det, ingen hører det, ingen reagerer på det, og det har ikke noget rationelt begribeligt indhold. Man kan deraf slutte ét af to: enten er det rituelle udsagn ikke noget udsagn overhovedet; det har hverken sandhed eller mening; eller det rituelle udsagn er selve udsagn-begrebets tilblivelse, thi i sig selv som udsagn etablerer det sandheden og grundlægger meningen, og dermed er et kristenmenneske blevet til.