Et disharmonisk værk for otte stemmer. Vi er i en koncertsal, og hver historie følger en af de tilstedeværende personer. Den midaldrende kvinde, der elsker en mand, som kun elsker sin cello. Manden, der længes efter en bestemt melodi. Socialisten, der ikke kan slippe kampsangene. Kvinden, der føler sig truet af rytmen i vandrørene. Og flere andre. Det er stærke, nærværende, til tider humoristiske, til tider hjerteskærende skæbnefortællinger, der i den helhed, de danner, samtidig er historien om inspiration, hvordan den opstår, og hvilke valg man som forfatter er nødt til at træffe.
«Sproget er snirklet, fornøjet, indviklet, veloplagt… Vibeke Marx's stædige engagement er mere end sympatisk, det er passioneret og smittende. Hun slår nogle skæverter. Men hun ved også, hvordan det lyder, når orkesteret begynder at spille og et hjerte giver efter.»
- Politiken
«At opleve Vibeke Marx i aktion er som at se en sjusket Jan Sonnergaard forvandle sig til en kompositionsbevidst Virginia Woolf uden at miste sine sonnergaardske træk.»
- B.T.
«Vibeke Marx er en af de efterhånden få forfattere, der fortsat tør skrive positivt om socialismen… Vibeke Marx er også en af de efterhånden få forfattere, der skriver ud fra en tydelig social indignation.»
- Fyens Stiftstidende
«… spiller hun sprogligt på alle tangenter, ligesom hun lader læseren opleve sit værk snart tilbagelænet lykkelig, snart politisk agtpågivende, snart alt for sensibel og det næste øjeblik tonedøv.»
- Fyns Amtsavis
