Det er vigtigt for Suzanne Brøgger at understrege, at Marilyn Monroes „ståen-i-spagat“ over kløften mellem indre og ydre, mellem at være en dum blondine og en fremtidens heltinde, ikke skyldes, at hun er umulig, uopdragen eller slet og ret øretæveindbydende. Det har intet med hende at gøre. Den ubekvemme stilling skyldes ene og alene kulturens forstyrrede og unaturlige tendens til at tænke i modsætninger. At skabe betydning ved at opdele tilværelsen i par, hvor den ene pol pr. definition bliver vurderet højere end den anden, er ifølge Suzanne Brøgger ikke udtryk for nogen eviggyldig, naturgiven sandhed. Dualismen, der ligger så dybt i os, er måske nok menneskeskabt. Men den er ikke desto mindre umenneskelig. Hvorfor skulle lys vurderes højere end mørke, ånd højere end krop, logos højere end eros, og mand højere end kvinde, synes Suzanne Brøgger at spørge. Og hvorfor skulle den ene pol udelukke den anden? I hendes optik er det netop kulturens kunstige skel, som ender med så tidligt at tage livet af skuespillerinden: