Jens

Og det samme i grunden med bibliotekerne – de skal i hvert fald ikke opdrage os, og de skal da først og fremmest være hyggelige steder at komme.

Jeg kunne ikke finde frem til noget eksemplar. Det blev ved og ved med at se ud til at der ikke stod andet på nogen hylde end sådan nogle tryksager som også vores bibliotekarer i forne tider ville omtale som lødige. Og jeg spurgte ham om det virkelig kunne passe – negligerede han da fuldstændig hvad de fleste helst ville have? Og han svarede sålunde: Hvad de end måtte ville have, kan de utvivlsomt finde det i en boghandel – som offentlig institution indkøber vi selvfølgelig kun en litteratur der kan fremme republikkens kulturelle og uddannelsesmæssige interesser

Det kunne endda være at vores åbenbart indbyggede populisme også har sine ikke så helt forfærdelige sider? – En fransk bekendt, der er bibliotekschef i en middelstor forstadskommune med omkring 50.000 indbyggere, viste mig for nogle år siden rundt i sine lokaler, og det faldt mig ind at kigge efter især krimier i reolerne, for at se om han, som sine kolleger herhjemme, mon brugte det meste af sin bevilling på indkøb af den slags helt uudholdeligt spændende bøger.

Og folkebibliotekerne har ikke alene opgivet at tørre støv af magasinernes bøger fra i forgårs, de rydder straks op i de nytilkomne, så en forfatter i dag skal være glad hvis han når at udgive sin tredje bog inden den første er makuleret – måske efter lige en lørdag formiddag at have ligget fremme på den slags loppemarkeder som vi stadig kalder biblioteker.

Hertillands havde den øjeblikkelig til følge at enhver sådan kulturel oppakning måtte anses for suspekt.

I folkelighed er vi ekstremister. Kritikken af den borgerlige dannelseskultur blev i 60’erne også fremført i det øvrige Europa, men dér har den endnu ikke befriet skoleeleverne for at skulle lære visse passager af klassiske digterværker udenad. Hertillands havde den øjeblikkelig til følge at enhver sådan kulturel oppakning måtte anses for

Den mere eller mindre kristelige nynationalisme fylder i sig selv så umådeligt i den offentlige debat at vi for det meste kan glemme, at den kun er en del af noget langt mere omfattende, nemlig den restauration der blev indledt i 80’erne, efter 60’ernes og 70’ernes emanciperende udskejelser. Besindige bagstræbere og kapitalstærke anarkister indgik dér for omkring 35 år siden en alliance, sandsynligvis uden at vide af det, men med fælles henblik på at frembringe intet mindre end en ny tidsånd, og de fik forbløffende hurtigt held med det.

Og jeg gik ud fra – trods den alvorlige snert af hjemlandsglorificering der udenlands havde ramt mig selv – at det også ville være muligt for vores immigranter at leve med sådan en nostalgi – inklusive dyrkelsen af deres eneste sande gud – uden at viljen til at blive en del af det land, de nu engang var kommet til og gerne ville forblive i, på mindste måde behøvede at svækkes. Og jeg forestillede mig da så for resten at mange flere af dem meget hurtigt ville forelske sig i vores glitrende amoralske og gudsforgående vesten.

Og hvor var det naivt. Og jeg tog fejl i det hele. Og det gik alt sammen mere og mere i skuddermudder – jo da også som følge af terrorhandlinger og nye krige og masseflugten fra dem.

Det skulle danskheden så sandelig i Danmark. Og den skulle ikke længere bare være sådan en lejlighedsvis stemning som i forskellige grader og dybder kunne bevæge os; den skulle for hver og én af os indbefatte en på én gang forskræmt og krigslysten nationalisme, fortabt i fantasier om den danske stamme og dens kristentro. Og der blev talt om at genetablere en sammenhængskraft, som om alt folket nogen sinde tidligere har været filtret ind i sådan et klister, og som om det noget sted i verden har kunnet lade sig gøre uden tvang. Selv med ubegrænset voldsanvendelse er det forhåbentlig heller aldrig for nogen diktator fuldt ud lykkedes.

Og jeg havde virkelig også et par gange mærket det prikke i øjenkrogene når vi i danskerforsamlinger dernede afsang nogle af de allerværste fædrelandske sange.