Fire nye fortællinger

Fire nye fortællinger indeholder følgende historier:
“De sidste Herrer af Gervansborg”: På sit dødsleje underskriver den gamle prins Gervan af Gervansborg på foranledning af den mystiske huskapellan og privatsekretær dr. Ignats, en erklæring om arvefølgeretten i landet. Dr. Ignats bliver den unge prins Emils læremester og fører ham ud på en oprørers livsbane på grund af dette dokument. Fortællingen skulle være en temmelig fri fremstilling af baggrunden for «prinsen af Nør”s oprør og starten på den første slesvigske krig.
“Araberen i Constantinopel”: Det er nat i Seraillet — en ung, bevæbnet mand venter i skyggerne på sin elskede …
“Skolekammeraterne”: Den unge kirurgiske kandidat er forelsket i en patient, Amalia Falk, som han har helbredt ved mesmerske strygninger, da han møder sin gamle skolekammerat Mathis Franzen — nu den omrejsende gøgler Mathias Franzenius, Doctor Physiologiæ & Professor extraordinarius Magiæ naturalis & supranaturalis, som kan gøre sære ting med virkeligheden.
“Christen Bloks Ungdomsstreger”: Murersvenden Christen Blok har et horn i siden på den uærlige borgmester i en lille by.

Bernhard Severin Ingemann, 1789— 1862, nationaldigter fra den danske guldalder, hvis betydning for danskernes læselyst, nationalitetsfølelse og for litteraturens udbredelse er stort set uovertruffen. Hans store litterære produktion tæller både eventyr, historiske romaner, salmer og sange, og især hans historiske romaner, der ikke altid holdt sig til fakta, fik store dele af den uoplyste, danske befolkning til at læse. Men også salmerne, der var enkle, uhøjtidelige og med smukke natur-, lys— og morgenbilleder, kunne samle danskerne; fulde af varme, tryghed og harmoni gav de danskerne en nationalt forankret og tryg fornemmelse i en i øvrigt usikker tid med politisk ustabilitet, statskonkurs og generel landbrugskrise. Litterært bevæger han sig mellem den poetiske realisme med det trygge, nære hverdagsliv i centrum, og så en mere overnaturlig verden fuld af mørke kræfter. Hos Ingemann bliver det imidlertid aldrig rigtig farligt, idet kampen mellem det gode og onde stort set altid falder ud til det godes side. Dette skyldes hans trang til at afdække det uigennemskuelige og igen bevægelsen hen mod realisme.