Det evige smil fra 1920 omhandler nogle døde, der sidder sammen i himlen og snakker for at få evigheden til at gå. Samtaleemnet er de levende, som de døde synes opfører sig aldeles tåbeligt. Men hvordan var de selv? Én efter én fortæller de døde deres egen historie fra jordelivet, fuld af dårskaber og lidelser. Et oprør starter, og sammen beslutter de sig for at opsøge Gud og udspørge ham om meningen med det hele. Skaren vokser, og vejen til Gud er lang, men endelig finder de ham i skikkelse af en gammel mand, der står og saver brænde. De vandrende vil have svar på, hvad han har ment med dem. Forskrækket svarer Gud, at han ikke har ment noget særligt, men bare har gjort det, så godt han kunne ved at give dem livet. Meningen må den enkelte selv finde.
Pär Lagerkvist, 1891–1974, svensk forfatter, poet og dramatiker. Han voksede op i et pietistisk hjem, som han i ungdomsårene blev meget kritisk over for, men han slap dog aldrig spørgsmålet om Guds eksistens. På sin egen stille og intense måde beskæftiger Lagerkvist sig i sit forfatterskab med forskellige almenmenneskelige problematikker såsom det gode og det onde, skyld, angst og det ensomme menneskes søgen efter en mening eller en Gud. Han modtog Nobelprisen i 1951.